søndag den 8. maj 2011

Californiens kyst kysser farvel








Turen langs kysten og Highway 1 efterlader én hensat i en filmisk storhed, og man er aktør - omend med en lille rolle - i dette helt fantastisk flotte sceneri, der byder på uendeligt vilde og fantastiske landskaber, søde og skæve mennesker og masser af spændende oplevelser. Der har været whalewatching fuldt på højde med Discovery Channel, babes og surfere, der giver den fuld gas, celebrity cruises, badebyer og laid back hippiestil, der leder tankerne i retning af en '68 bevægelse, fancy og friske fiskerestauranter (sorry we don't serve breakfast!  - we're out catching the food..), dansk wienerbrød i Solvang, cowboycafé med udstoppede bjørne, funparks, gøgl og beachvolley, vineyards med tasting og enorme artiskok- og salatmarker, redwoods og gigantiske træer, overdådigt blomsterflor, verdenskendt universitetsby med masser af studerende, international storbystemning og seværdigheder, vi kender fra film. Californien lever fuldt op til forventningerne og efterlader et uudsletteligt indtryk. Det har alt det andet vi har oplevet i USA nu også gjort, selvom disse indtryk nu nok har været knapt så højtråbende..

Vi har i de seneste par uger nydt den amerikanske vestkyst først i autocamperen, som vi afleverede i San Francisco d. 4. maj og de sidste fem dage i en udlejningsbil, der kan tage os alle steder. Vi kan anbefale Ynez Valley med de flotte grønne bakker og bjerge og de fine hvidvine. I Monterey blev vi imponerede af, at man der har den bedste mulighed for at se hvaler i hele verden, hvilket vi da også selv fik at opleve  både fra kysten og fra båd.

Vi startede den sidste del af vores rejse i Berkeley, hvor vi blev et par nætter, mens mens vi nød studenterlivsstemningen og ikke mindst den gode mad. De seneste dage  har vi været i San Francisco, hvor vi hvinende har kørt rundt i de stejle gader, målløse har nydt de mange helt fantastiske udsigter, undrende gloet på de farverige mennesker, mens vi har suget alle de mange impulser. San Francisco henregnes ikke uden grund til en af USA's smukkeste byer, og så er der nok også lidt New Yorkerstemning, som er meget forskellig fra det, vi ellers har mødt på vores vej.

Vi er nu på vores sidste dag fyldt op med indtryk. Vi er taknemmelige for at have haft denne fantastiske mulighed. Vi er glade for den imødekommenhed, vi har mødt overalt. Vi er imponerede over de mange forskellige og fantastiske landskaber. Vi er inspirerede. Vi er mætte. Vi er trætte. Vi glæder os nu til at komme hjem igen...   

søndag den 1. maj 2011

I dag har vi været på Hvaltur. Det er verdens bedste sted og se hvaler. Først så vi delfiner . Der var tre forskellige slags. Den ene var størst og havde et fladt hoved. Den anden var lille og svømmede en halv meter fra båden. Den tredje var også lille og svømmede også lige ved siden af båden. Den hoppede op og ned ligesom på film. Vi så også pukkelhvaler som kan blive femten meter. Den sprøjtede tre meter op i luften. Vi så deres hale og vi fik en god film. Jeg gad godt at se blåhvaler og spækhuggere som også er i området. Vi så søløver som lå i havnen og fedede den. Jeg synes at det var fedt.