søndag den 8. maj 2011

Californiens kyst kysser farvel








Turen langs kysten og Highway 1 efterlader én hensat i en filmisk storhed, og man er aktør - omend med en lille rolle - i dette helt fantastisk flotte sceneri, der byder på uendeligt vilde og fantastiske landskaber, søde og skæve mennesker og masser af spændende oplevelser. Der har været whalewatching fuldt på højde med Discovery Channel, babes og surfere, der giver den fuld gas, celebrity cruises, badebyer og laid back hippiestil, der leder tankerne i retning af en '68 bevægelse, fancy og friske fiskerestauranter (sorry we don't serve breakfast!  - we're out catching the food..), dansk wienerbrød i Solvang, cowboycafé med udstoppede bjørne, funparks, gøgl og beachvolley, vineyards med tasting og enorme artiskok- og salatmarker, redwoods og gigantiske træer, overdådigt blomsterflor, verdenskendt universitetsby med masser af studerende, international storbystemning og seværdigheder, vi kender fra film. Californien lever fuldt op til forventningerne og efterlader et uudsletteligt indtryk. Det har alt det andet vi har oplevet i USA nu også gjort, selvom disse indtryk nu nok har været knapt så højtråbende..

Vi har i de seneste par uger nydt den amerikanske vestkyst først i autocamperen, som vi afleverede i San Francisco d. 4. maj og de sidste fem dage i en udlejningsbil, der kan tage os alle steder. Vi kan anbefale Ynez Valley med de flotte grønne bakker og bjerge og de fine hvidvine. I Monterey blev vi imponerede af, at man der har den bedste mulighed for at se hvaler i hele verden, hvilket vi da også selv fik at opleve  både fra kysten og fra båd.

Vi startede den sidste del af vores rejse i Berkeley, hvor vi blev et par nætter, mens mens vi nød studenterlivsstemningen og ikke mindst den gode mad. De seneste dage  har vi været i San Francisco, hvor vi hvinende har kørt rundt i de stejle gader, målløse har nydt de mange helt fantastiske udsigter, undrende gloet på de farverige mennesker, mens vi har suget alle de mange impulser. San Francisco henregnes ikke uden grund til en af USA's smukkeste byer, og så er der nok også lidt New Yorkerstemning, som er meget forskellig fra det, vi ellers har mødt på vores vej.

Vi er nu på vores sidste dag fyldt op med indtryk. Vi er taknemmelige for at have haft denne fantastiske mulighed. Vi er glade for den imødekommenhed, vi har mødt overalt. Vi er imponerede over de mange forskellige og fantastiske landskaber. Vi er inspirerede. Vi er mætte. Vi er trætte. Vi glæder os nu til at komme hjem igen...   

1 kommentar:

  1. Tak for denne sidste beretning fra jeres rejse. Vi glæder os til at se jer og håber at få et glimt af jer i København, inden I sætter kursen mod Jylland.

    God rejse over 'the Pond'
    Knus fra Brit

    SvarSlet