mandag den 28. februar 2011

På vej ind i ukendt land

Folk,der kender mig vil nok undre sig over min bevægelse ind i dette ukendte land med blogbygning. Jeg, der indtil nu alene har brugt min computer som nødvendigt værktøj og ikke som det legetøj, den i allerhøjeste grad jo altså også er. Jeg får kun sjældent tjekket min facebook, jeg synes som regel, at besvarelsen af de private mails kan vente lidt, mine billeder ligger hulter til bulter, jeg sender kun få og korte sms'er og jeg er en utålmodig og dårlig elev, der som min søn er lidt doven med at lære nyt, hvis jeg ikke lige umiddelbart kan se nødvendigheden..


Nu har jeg ikke desto mindre siddet det meste af formiddagen og arbejdet med at få bloggen trimmet lidt til (for de mere erfarne vil det nok synes som om, der er et stykke vej igen, men jeg er p.t. fint tilfredst) og jeg må tilstå, at jeg synes det er rigtigt sjovt. Ligesom det er sjovt at kigge på alt det, andre har lavet... Det kan jeg godt få megen tid til at gå med...


Jeg overvejer samtidig, hvad det er vores blog skal bruges til, hvad der skal skrives og ikke skrives, hvordan jeg bevarer disciplinen i ikke at komme til at bruge altfor megen tid foran skærmen, og at dette ikke skal have lov til at gå ud over rejseoplevelserne - og måske nok så presserende forberedelserne - i øvrigt...


Men jeg må overgive mig, og jeg glæder mig faktisk ret meget til at komme igang..


Lotte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar