onsdag den 6. april 2011

I camper gennem farmland og prærie

Vi har nu tilbagelagt de første 1250 km i vores autocamper (RV) med at køre fra Chicago til Murdo - lidt øst for Badlands National Park, som er den første i rækken af nationalparker vi skal se.Vi startede i hård modvind og på slidte veje: Det var lidt sejt - idet RV'en primært er bygget som beboelsesvogn. De efterfølgende dage er det gået meget bedre med at køre. Vejene er blevet bedre, vinden forsvundet og vi er blevet mere dus med vognen. Alt fungerer perfekt - og der er der også tale om en spritny vogn, der er på sin første rejse.

Vi havde på forhånd hørt at det område vi havde valgt at køre igennem kaldes fly-over land. Der er ikke meget at se - og alligevel. Der er rigtig meget landbrug. Først Iowa, hvor vi så noget der lignede familielandbrug. Lidt senere blev brugene generelt større og vi så også en række moderne stalde. Vi kørte senere op til det sydlige Minesota, og der bliver brugene igen endnu større. Det er helt klart land for dem, der elsker store marker og store maskiner.
Vi kører i John Deere land og den er klar til de store vidder..

Vi kører fortsat lige ud.......
På vejene i Iowa og Minnesota var ca. hver andet køretøj en lastbil, og af dem var nok ½ dyretranspoter. Der var ikke så meget trafik, men det indikerer da en vis animalsk produktion. Jo længere vi er kommet mod South Dakota jo flere kødkvæg har vi set - og specielt efter vi krydsede Missouri floden har landskabet skiftet karakter til ren prærielandskab, hvor de godt nok forsøger at dyrke en del af jorden, men der er også enorme områder med græs til ren afgræsning. Der er smukt og fascinerende og leder tankerne hen på filmscener fra Det lille hus på prærien, Danser med Ulve og film med prærieindianere.

Vi kom også forbi ghosttown - man kan kan ane de gamle jernbanespor - og uendelige vidder af præriegræs

Selvom der ikke sker så meget på disse lange distancer, er det fortsat fascinerende og personligt giver det mig altså en bedre fornemmelse af dimensionerne, når jeg selv har forceret det i bil - fremfor at suse henover i fly. Det kan jeg kun anbefale - uagtet det nok er mere bekvemt i en almindelig bil. Selve campinglivet er dog helt i top, specielt efter små 3-uger på hoteller.

Vi glæder os til at komme ud til det vi for alvor kørte efter i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar