Mandag d. 21. marts, kl. 7, Riverside Inn, Miami
Så landede vi i en storby. Gigantiske vejanlæg på vej hertil og skyskrabere i den østlige horisont. I forhold til de restriktive byggelinier i kystområderne i Danmark er holdningen helt anderledes hernede. Kystlinien er i mange km klistret til med meget store huse, primært hoteller, der så har direkte adgang til de dejlige atlanterhavsstrande. Lidt længere mod nord er byggeriet lavere, primært eksklusive resorts, der ligger som perler på en snor. Der er investeret svimlende beløb i turistindustrien her i Florida. Det hele startede da de to jernbanebaroner Henry Flagler og Henry Plant anlagde jernbaner i 1880 og 1890erne. I kølvandet på det byggede de luksushoteller og de rige landsmænd fik herefter øjnene op for det fantastiske klima - resten er historie.
Bagsædepassagererne var højst usædvanligt helt rolige og iagttagende, da vi kørte ind i byen. Det er ikke alle dele af Miami, der egner sig til at besøge, når mørket falder på, og det lignede nogle af de områder vi først kom ind i, efter vi havde forladt motorvejen. Det var en helt anden tryghedsfornemmelse, end der råder i de vante rammer i Vind.
Vi bor lige ved floden, på den sydlige bred og på kanten mellem downtovn og Little Havanna - i sidstnævnte. De mange cubanere kom til byen fra 1959 og frem, og de har været en væsentlig del af byens udvikling. Nu bor mange af dem her i bydelen. Vi mødte enkelte, der stadig ikke snakker engelsk, og man hører meget spansk, når man går rundt i bydelen. Vi havde planlagt formiddagen til at foregå med gåtur rundt i Lille Havanna. Det er dejligt at gå rundt. I bilen fornemmer man hverken lyde eller dufte og små pusserløjerligheder passerer også forbi.
Vi kom i snak med nogle af de lokale - det vil de gerne - og de er meget venlige. Specielt faldt jeg i en længere snak med Francisco. Eksilcubaner, der nu har boet 10 år i Miami. Han er musiker og har studeret geografi. Han kendte udmærket Skandinavien. Han kendte også en historie om vores hovedstad. Hertugen af Wellington, der ledede den britiske armé i slaget ved Waterloo 1815, og gjorde det endeligt med Napoleon Bonaparte, havde en yndlingshest med navnet Copenhagen. Francisco fortalte videre, at det er nemt at komme ind i USA som cubaner. Det er langt værre at komme ud - "you know Cuba is like a prison". Cubanerne har her deres helt egen bydel og det ser egentligt tilforladeligt ud. Vi så gamle mænd mødes for at spille domino og ryge cigarer, drikke cafe cubano af fingerbølbægre og nyde vejret. Der brænder en evig flamme for de faldne i svinebugtsinvasionen, og de har deres egen walk of fame med sten i fortovet.
Cubanerne præger ikke kun Little Havanna - de har sat deres præg på mange dele af byen, og det spanske islæt ses mange steder - på reklamer, skilte, websider mv. De bor heller ikke alle i denne bydel. En del af de flygtede folk var rige, og de familier er også en del af eliten her.
Dejlig formiddag i Lille Havanna.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar