søndag den 17. april 2011

Gribbene var klar til at tage over, men de fik ham ikke....

Lo Lo Mai, nær Sedona, 17/4 ved poolen

De seneste uger har ikke givet anledning til meget regulær motion. Indtaget af fastfood og rootbeer har også været stabilt højt. Den fysiske form må derfor forventes at være under det sædvanlige jævne gennemsnit.

Det måtte efterprøves. I går eftermiddag omkring kl. 16 var det på med skoene. Det var varmt og tørt. Afsted det gik - og planen var at løbe 30 min ud og samme vej tilbage - uden mulighed for smutveje. Om det var varmen, bakkerne, den elendige form, den tynde luft, de slidte sko eller en helt 6. undskyldning der fik overtaget ved jeg ikke - men det gik skidt. 40 min. kunne han klare før benene bare ikke ville løbe mere - de begyndte at gå. Jeg kunne mærke gribbene svæve over mig - de kunne se at deres næste måltid allerede var godt på vej til at være grydeklar. Jeg fik slæbt mig hjem - i hel tilstand - og de fik ham ikke.. Først da jeg sad ned under de store træer kunne jeg mærke sveden - det væltede ud.

Her til morgen vågnede jeg til mere humane temperaturer. Det måtte altså prøves igen. Måske kunne nogen af undskyldningerne fra i går slettes. Ruten og planen var den samme. Og....han klarede det - løb hele vejen, i de samme sko og uden problemer. Det var godt at erfare og få på plads. Gribbene var end ikke stået op i dag.

Der er super skønt her i Lo Lo Mai. Har snakket en hel del med vores naboer fra Quebec her til morgen og Astrid og Aksel har fået nye fransktalende venner. Gad vide, hvornår vi kommer afsted herfra, og om vi kommer ud i bjergene i dag...

1 kommentar:

  1. Det lyder dejligt - Sedona er fantastisk smukt. Hvis I vil kigge på skole, så tjek Verde Valley School (VVS), som er noget i retning af en efterskole. Alfonso gik der en gang i firserne. - Bare hvis en og anden skulle få gode ideer til efterskoleophold i staterne ;)

    Er kommet i tanker om en mulig kontakt i San Fransisco-området. Sig til hvis I er interesserede.

    Her er foråret ved at være her. Da jeg i går aftes fik luftet rulleskøjterne og her til morgen cyklede på job, så jeg i hvert fald træer der var næsten sprunget ud. Og her er der heldigvis ingen gribbe...

    KH Brit

    SvarSlet