Hos Sue og Bjørn i Cape Girardeau

Onsdag aften efter skole og rundvisning på farmen i Piggott kørte vi nordpå til næste stop i Cape Girardeau, der ligger helt ud til Mississippi River i et smukt og ret bakket landskab. Her skulle vi besøge Bjørn og Sue. Bjørn er født i Danmark og én af min fars gamle barndomsvenner fra Vendsyssel. Som 11-årig flyttede han til USA med sin søster Lene og sine forældre. Siden er han blevet gift med Sue og de har en søn Peter, der selv er gift og har tre små drenge. Derfor var der også god plads og fem fine sengepladser til os, hvilket vi - efter mange nætter på moteller med senge vi skulle dele - satte pris på. Desuden kunne vi den dejlige hjemmelavede og danske mad, som Sue og Bjørn diskede op med. Vi var efter en hyggelig snak og et dejlig måltid godt trætte, da vi gik til ro onsdag aften.

Torsdag sov nogle af os lidt længere end vi havde gjort de foregående par morgener, og vi tog det stille og roligt om formiddagen i fint selskab med Sue. Bjørn, der er kemiprofessor på Southeast Missouri State University var på arbejde om formiddagen, men havde taget fri fra frokost. Efter de hjemmebagte rugbrødsmadder kørte vi først ned til Mississippi River, som er kranset ind af en høj mur som vand mod oversvømmelser. Murene er udsmykket med fine malerier, der beskriver den historiske udvikling omkring Mississippi. Vi fik taget fine billeder af både vore værter og af billederne. Vi kørte videre ud i landskabet uden for byen ud mod et museum for Trail of tears, der viser Cherokee indianernes barske og påtvungne tur fra deres land øst for Mississippi i Tennessee til et anvist territorium i vestens Oklahoma. Ved den lejlighed blev omkring 16.000 indianerne enten narret eller tvunget til at opgive deres hidtidige landområder for at rejse mod vest - en rejse, der fandt sted under meget barske vilkår med sygdom og hungersnød, og hvor op mod en fjerdedel til en tredjedel døde. Rejsen - eller deportationen blev af Cherokee indianerne kaldt Sporet, hvor vi græd eller Trail of Tears. Én af de eskorterende soldater beskrev senere for sine børnebørn: "I fought in the war between the states and I saw men killed and wounded in battle, but the removal of the Cherokees was the cruelest work I ever seen". I dag regnes deportationen for ét af de værste af de hvides overgreb mod indianere. Museet var lukket på denne torsdag eftermiddag, men vi fik fra den højt beliggende udkigspost et fint syn ud over den imponerende Mississippi River. 


Resten af dagen gik med hygge, lektielæsning, tøjvask, dansk flæskesteg, rødkål, brun sovs og kartofler og planlægning af de næste dage. Sue og Bjørn havde mange gode idéer, forslag og råd, og for os, der fortsat befinder os i lidt ukendt land, er det en kæmpe hjælp og sjovt at få noget mere insiderviden. Vi var glade for, at vi måtte blive en dag mere end først planlagt, da vi også gerne ville se kirken og universitetet. Jeg tænkte, at det er lidt af et ryk-ind med os fem og vores spektakel i tre dage, når man er vant til at være to. Men jeg tror, at det også bekom Sue og Bjørn nogenlunde vel.