Imponerende gudstjeneste - med flere tusinde andre

Chicago, 3. april. - Comfort Inn, sidste aften inden motorhome.

Sidste søndag var vi i Atlanta, og ærgrede os over, at vi ikke nåede med i kirke. Det nævnte vi for Sue og Bjørn, og de foreslog os, at vi nok kunne få en oplevelse ud af at tage til Willow Creek Communite Church i dag søndag. Der ville nok være et par gudstjeneter, og de nævnte videre, at der er plads til flere tusinde mennesker, og at der også er cafe mv.

Vi planlagde at deltage i gudstjeneste med start kl. 11.15. Det var mildest talt forbløffende at ankomme til dette sted. Placeret i et af de bedre kvarterer i Chicagos udkant, med to-sporet til- og frakørsel og en kæmpe P-plads. Store flotte bygninger, hvor vi ikke vidste, hvor vi skulle gå ind. Vi kom ind i en meget stor lobby med udstillinger, rulletrapper og adgang til mange forskellige faciliteter.

Vi gik hurtigt ind i det enorme kirkerum. Det mindede mest af alt om en kæmpe koncertsal, som vi ikke har set større. Et flot rum med en stor scene for enden, to storskærme og installeret med 7200 fine biografstole. Til sammenligning er der plads til 1.030 i teatersalen i Herning Kongrescenter og 1600 i Musikhuset i Århus

11.20 gik vi i gang - det velfunderede band med to guitarer, bas og trommer varmede op og snart var yderligere 3 sangere igang. Fuld gas med glad og høj musik. Det var anderledes.....

Herefter var der indlæg/prædikener fra 2 meget veltalende og performende præster. Hele seancen varede i knapt 2 timer og det var på intet tidspunkt kedeligt, men derimod vedkommende, professionel og også noget rørende.   

Jeg kan godt forstå, at der er stor opbakning om denne kirke. Fantastiske faciliteter, dygtige præster med  stort hjerte og stærke medmenneskelige budskaber. Et hav af aktiviteter, herunder mange sociale projekter for trængende både lokalt og længere væk. Der er vist ca. 23.000 medlemmer.

Vi sluttede af med at spise frokost i den store spisesal, hvor der var stort udbud og mange andre kirkegængere. 

Der var i familien enighed om, at vi nok ville gå i kirke fra ca. en gang i ugen til en gang i måneden, hvis vi havde sådan en kirke lokalt. Det gav efterfølgende anledning til meget god snak om det med at tro og gå i kirke, herunder forskellene fra det vi kender, til det vi nu møder. Vi var også omkring, at den danske folkekirke simpelthen er kedelig i forhold til det vi så i dag. Vi må vel også tage i betragtning, at de amerikanske kirker er afhængige af, at der er kunder i butikker. Det betyder, at de må lukke hvis der ikke kommer nok, og det lægger et pres på, at der løbende sker tilpasninger så det forbliver attraktivt at komme. Det er helt andre præmisser, der drives kirker under derhjemme, og derfor kan de to systemer selvfølgeligt ikke sammenlignes.

Konklusion: Vi havde endnu en fantastisk oplevelse og kommer fortsat lidt tættere på det at fornemme, hvad der sker i USA.