Skal vi blive ved med at se hvaler

Fredag kørte vi til LA området. Vi ville gerne ned til havet og undervejs kunne vi dreje forbi 90210, som nogen kender fra gamle dage. Endeligt kom vi ud til havet og ret hurtigt blev det til Malibu Beach. Et navn vi kender - og som er et ikon blandt surfere og en del kendisser. Vi kørte bare - som vi så tit gør. Så folk og huse af alle slags. Pludselig stod der Malibu Beach Camping. Det tog vi på stedet - incl en udsøgt havudsigt 30 m. over havet, men ganske tæt på. Godt nok turens dyreste campingsovernatning, men ubetinget også med den bedste placering - 180 graders frit udsyn til Stillehavet.

Udsigt til pelikaner og The Pacific....

En god nattesøvn stimuleret af havet konstante buldren i baggrunden, blev afløst af en dejlig morgenløbetur på stranden. Mellem vand og dejlige strandhuse. Nogen bygget for længe siden og holdt i samme stil. Andre udsat for dyre forvandlingsnumre og nu udstrålende det moderne og ekstravagante. Retur til resten af familien, der nød morgenmaden med omtalte udsigt. De havde selvfølgelig set delfiner og søløver. MEN, de havde også set hvaler. Jeg fik også lavet en tallerkenen med den dejlige morgenmad vi efterhånden har fået for vane at lave. Nu var jeg klar til at spise og holde øje.

Det er nærmest mediterende bare at sidde der og kigge på det fantastiske hav. Jeg så også delfiner og søløver. OG pludselig så jeg også en stor hval tømme sit åndehul, en stor ryg og en halefinne. Aksel og jeg blev på bænken en time mere, mens alle tre piger tog en lang strandtur.

Jeg takkede campingmanden for den fine oplevelse det var at overnatte her. Han var overrasket over, at vi havde set hvaler og fortalte, at der faktisk var bedre mulighed for at se dem lidt længere mod vest, hvor en tange går tæt på deres sædvanlige rute. Det måtte vi prøve.

Afsted i campingbussen og endnu en ureglementeret parkering ved siden af alle de andre. Vi kiggede på surfere der ventede på "bølgen", mens vi fortsat spejdede efter de store havdyr. Vi kunne se at der var et udsigtpunkt lidt længere henne - så vi begav os på vej. Her begyndte det. Tæt på at være der, kunne jeg, helt tæt på kysten, og kun 30 meter fra nærmeste surfer - se en kæmpe nærme sig havoverfalden. Det viste sig hurtigt at være en fuldvoksen pukkelhval og dens kalv på tur. De blev længe meget tæt på kysten. De legede rundt om et stenrev og gav underholdning for alle pengene. Det var uovertruffent fantastisk.

Spejder efter hvaler - eller surfere...

Endnu en hvalspejder, med fantastiske huse og strand i baggrunden

Retur til bilen efter en enestående oplevelse. Ungerne som oftest forrest og nu kom spejderne retur med meldinger om at politiet holdt ved vores bil. De velstående beboere er åbenbart træt af besøgende og tilkalder derfor ordensmagten. Den flinke officer var led ved at skrive regningen på 45$, men de bliver nødt til at reagere på de opringninger de får. Det var en overskuelig regning - og da rent faktisk billigt for den oplevelse vi lige havde haft.

Næste dag besøger vi det fine Santa Barbara. Vandrer ud på enden af molen sammen med mange andre. En del af dem fanger krabber, og det er mange interesseret i. Vi har før set krabber og kigger i stedet ud over vandet. Vi ser igen de store pukkelhvaler som passerer tæt på kysten igen. Det er vi vist de eneste der ser - og det er igen en enestående oplevelse. Aksel - vores hvalekspert - begriber ikke det er rigtigt - men fornøjes også stort af det fantastiske syn. Vi håber vi igen får fornøjelsen - vi holder i hvert fald øje når vi får lejlighed til det.

Grand Canyon

Nu er det vel en 10-12 dage siden vi var i Grand Canyon. Men vi har oplevet en masse her på det sidste, så jeg har ikke helt haft så meget tid til at skrive rigtigt.

Vi kom en onsdag aften hvor det var fuldstændigt mørkt. Vi kunne ikke se noget – bare forestille os, at 20 meter længere henne var Grand Canyon, 1,6 km dyb, direkte ned ad! Vi gik ud, og kunne bare skimte et kæmpe hul.

Næste dag besluttede vi at gå en tur ned på 5 km. Hvis man vil gå hele vejen ned, vil det tage 2 dage, så det skulle vi ikke. Selvom stierne er rimelig sikre, skulle man alligevel koncentrere sig om at gå ordenligt på stierne. Man skal ikke gå med lukkede øjne, for 1 meter i den gale retning, og man er på vej ned i døden, arg! Både på vej ned og op, kom der mulddyr gående. Det var sejt at se, hvordan de store dyr bare går i en fin række efter hinanden, på så smalle stier. Mulddyrene fragter alt hvad der skal fra toppen, og ned til bunden i Grand Canyon. Tourister kan også få fornøjelsen af at ride på mulddyrene ned.

Den 5 km lange tur var en fin tur. Det var lige tilpas længde, og der var også tid til pauser. Selvom turen ikke var så lang, fik vi fint fornemmelsen af hvor stort det er. Grand Canyon er 446 km lang, op til 30 km bred, og som sagt 1,6 km dyb. I bunden af Grand Canyon løber Coloradofloden, som er en af de vigtigste årsager til at Grand Canyon eksisterer i dag. Næste dag tog far og mig til et foredrag om hvordan Grand Canyon er opstået. Det var en godt foredrag, så nu kan jeg vist skrive en rimelig geografirapport om Grand Canyon.

Jeg forstår godt hvorfor man hører så meget om lige Grand Canyon, for det er bare så vildt, og så stort. Det er svært at forestille sig hvor enormt det egentligt er. Det er helt klart en oplevelse værd, og noget jeg altid vil kunne huske jeg har set.

Fin i Las Vegas

Las Vegas efterligner meget. De har Fx Lavet Eiffeltårnet og en pyramide og en stor sfinks. Et af kasinoerne heder New York og de har frihedsgudinen. Las Vegas er kæmpestor og der er masser af mennesker i fint tøj. Jeg har fået lavet krøler i Las Vegas

Surprising Sedona

Fra Colorado kørte vi sydpå og gennem New Mexico, hvor vi gjorde et stop ved Aztec, som ikke har noget med Aztecere at gøre, men derimod puebloindianere. Disse har gennem århundrede bygget samlingsteder enten i klipper eller i det fri, hvor de forskellige små klaner kunne mødes om rituelle ceremonier. Ruinerne vidner om en veludviklet kultur med stort overskud og stederne har fortsat hellig betydning for de tilbageværende puebloindianere. Vi træder varsomt og med respekt, mens vi rystes over kummerligheden, vi oplever i de reservater, vi også kører igennem.

boldspil på campingpladsTilføj billedtekst

Uden at vide ret meget om stedet, udover at vores ven Alfonso engang for mange år siden havde været på highschool i dette smukke område, kørte vi videre til Sedona i Arizona. Forsyningerne var knappe og der var fyldt op på campingpladsen midt i byen, så optimismen var ikke på sit højeste. Da vi forgæves havde kigget efter et sted at handle kørte vi ind et sted, hvor der reklameredes med fotografering af aura og kortlægning af indre energier. Ikke noget, der appellerer særligt til mit temperament. Til gengæld lå der ved siden af en fantastisk butik med indianerkunst og andet lokal kunst, da det viser sig, at Sedona er kunstnerisk og åndeligt centrum midt i Red Rocks, der med sin storslåede skønhed tiltrækker spirituelle kræfter fra et stort område. Der var mange interessante ting at se på og blive inspireret af, og desværre kun plads til lidt i vores kufferter. Med os fik vi også en anvisning til nærmeste Safeway, hvor vi kunne få tanket op med varer af mere fysisk karakter. Vi kørte lidt uden for byen og fandt mellem bjergene en lille oase af høje træer, der netop var sprunget ud over en meget naturskøn lejrplads med alle de faciliteter, vi kunne ønske. Der lavede vi aftale for først et par nætter, men vi blev der i fire, da det netop var sådan et sted vi trængte til efter mange dage på farten og rigtig mange indtryk, der skulle bearbejdes. Børnene fandt hurtigt legekammerater; Asher fra Californien som efter én nat blev byttet ud med Julien og Victor fra Quebec. De sidste kunne ca. lige så meget engelsk som Aksel og Astrid, men det havde ingen indflydelse på legen, der foregik i højeste humør. Fantastisk som børn hurtigt og fordringsfrit kan kommunikere og finde ud af det sammen. Vi voksne kan lære meget af dem, men vi var nu selv gode til at finde ud af det med forældrene Renee Claude og Hugo. Inden formiddagskaffen havde vi fået udvidet vores horisont i at forstå lidt af den politiske problematik, der eksisterer omkring Quebecs tilhørsforhold eller mangel på samme til Canada. De føler sig i Quebec meget mere på bølgelængde med folk fra Europa, og brugte netop de skandinaviske lande som eksempler på, at det kan lade sig gøre med små selvstændige nationer i argumenterne for en løsrivelse. Vi måtte også konstatere, at vi i høj grad var på bølgelængde og delte mange synspunkter om store og små spørgsmål, der blev vendt de næste par dage. Vi sad til langt ud på aftenerne og spiste sammen og delte vores karton hvidvin og deres fine franske rødvin. Efter fire dage i Sedona med afslapning, hygge, leg og horisontudvidelse tog vi afsked med vore nye venner. Der blev udvekslet gaver og adresser og gensidige invitationer om at besøge hinanden. Med den fælles passion for skiferie blev mulighederne for at mødes i Frankrig endda drøftet. Udover den store sociale oplevelse var vi på en lille hike i de røde bjerge, hvor vi hvert øjeblik frygtede at støde på en klapperslange. Vi spiste is og shoppede i byen, der er omkranset af bjerge og som med sine flotte bygninger, små fine butikker og gode stemning inviterer turister. Jeg kan ikke forstå, at Sedona ikke nyder mere omtale i vores medbragte rejseguider. På mange måder restituerede, berigede og velforsynede drog vi i tirsdags videre vestpå. Vi ankom om aftenen til Las Vegas, hvor vi efter rundingen af den sidste bjergkam fik det flotteste syn af byen med alle de enormt mange lys.

Ane i Red Rocks Sedona 

Aksel foran én af de mange flotte kaktus

Astrid lige før Tarzanspring

Astrid springer ud i floden

Nederst fra venstre Aksel, Astrid, Victor, Julien, Renee Claude. Øverst Ane, Lotte og Hygo 

Verdens største spillebule eller syndens hule

Olancha, 22. april, morgen, efter at være kørt gennem Death Valley i går. Smuk natur lige nedenfor Sierra Nevada bjergene. Mennesker, bygninger og RV-plads er ørkesløst - next stop før Ghost City.

Bedre tider - tilhører fortiden...

Vi har været 1½ døgn i Las Vegas. Vi forventede et mægtigt lysshow, masser af fake og turister af alle slags. Det svarede meget godt til forventningerne. Gøgl og glimmer, og rige muligheder for at bruge penge. Ingen af os besidder nogen form for spillertrang, og derfor var det end ikke på tale at få vekslet penge til spillebrikker eller adgang til de tusindvis af spilleautomater.

Vi gik ”the Strip” om aftenen. Det er her alle lysene kan ses og her, at der er mest aktivitet, inkl. shows der når ud på gaden. Vi gik igennem tre af de store kasinoer. Vi kunne ikke rigtig stoppe op og kigge, fordi børnene ikke må se for meget på, hvad der foregår – det er vist også den eneste moralske bremse, der findes på dette sted. Kasinoerne og de kulisser de ligger i, er enorme og har kostet vildt. Det er svært at begribe, at der kan omsættes så meget, at dette er en god forretning. I vores guidebog står der, at Las Vegas kasinoerne betaler 50 mia. kr i spilleskat hvert år. Hvis de beskattes med ca. 20 pct., svarer det til en fortjeneste på 250 mia. kr om året eller 685 mio. kr. om dagen eller 29 mio. kr. i timen. Det er store penge, og der er åbenbart store penge at få fat i, når kortene ruller og drinksene serveres af veldrejede unge damer. Ikke så underligt at enkelte tiggere og vandsælgere forsøger at få del i glæderne, når pengene sidder løst.

Byggerierne er enorme og vulgære. Vi møder Eiffeltårnet, Frihedsgudinden, en sfinks i original størrelse, en 106 meter høj pyramide indrettet med 4400 hotelværelser, et eventyrslot, en forhave indrettet med sørøverskib og vandbassiner, hvorfra der udgår shows hele aftenen, en anden hotelforhave er indrettet med en stor sø og springvand, der sprudler i takt til musikken (pris 200 mio. kr), triumfbuen, en lille kopi af Venedig med sejlende gondoler, og meget meget andet, og ikke mindst lys og storskærme alle vegne med alle mulige tilbud.

New York bragt til Vegas

Glimmer, guld og $

Det musiske springvand til 200 mille

Lysglimmer overalt..

En hel mexicansk landsby har også fået arbejde på gaden. De deler kort ud. Ikke så elegant som de ulastelige croupierer, der styrer spillebordene. Mexicanerne deler kort ud, der på en måde ligner de kort, vi brugte til bilspil i 70’erne. Bilerne og deres attributter er dog afløst af meget letpåklædte unge damer med deres attributter herunder deres vigtige telefonnummer – og med budskabet om leveringssikkerhed indenfor 20 min. Det er åbenbart også et stort marked. Der var i hvert fald mange kortuddelere – de kan nok tælles i hundreder. Derforuden blev samme budskab præsenteret på de rullende lastbilreklamer og avisstandere som vi kender med gratisaviser var fyldt op med kataloger med samme indhold. Kortuddelerne var ret aktive og, efter vores normer, ikke med den store situationsfornemmelse. Uagtet om jeg havde børnene i hånden eller Astrid på skulderen fik jeg nærmest påtvunget disse kort i hånden. De kunne, i deres iver, nok minde om gadesælgere i Afrika.

Vi må konstatere, at såvel spillebulen som syndens hule består. Vi blev ikke rigtigt fanget i nogen af dem. Blev lidt rigere på oplevelser – og overrasket – selvom vi var forberedt. Las Vegas er ikke vores drømmested – absolut et must see – når nu det er et ikon og staternes hurtigst voksende storby.

Gribbene var klar til at tage over, men de fik ham ikke....

Lo Lo Mai, nær Sedona, 17/4 ved poolen

De seneste uger har ikke givet anledning til meget regulær motion. Indtaget af fastfood og rootbeer har også været stabilt højt. Den fysiske form må derfor forventes at være under det sædvanlige jævne gennemsnit.

Det måtte efterprøves. I går eftermiddag omkring kl. 16 var det på med skoene. Det var varmt og tørt. Afsted det gik - og planen var at løbe 30 min ud og samme vej tilbage - uden mulighed for smutveje. Om det var varmen, bakkerne, den elendige form, den tynde luft, de slidte sko eller en helt 6. undskyldning der fik overtaget ved jeg ikke - men det gik skidt. 40 min. kunne han klare før benene bare ikke ville løbe mere - de begyndte at gå. Jeg kunne mærke gribbene svæve over mig - de kunne se at deres næste måltid allerede var godt på vej til at være grydeklar. Jeg fik slæbt mig hjem - i hel tilstand - og de fik ham ikke.. Først da jeg sad ned under de store træer kunne jeg mærke sveden - det væltede ud.

Her til morgen vågnede jeg til mere humane temperaturer. Det måtte altså prøves igen. Måske kunne nogen af undskyldningerne fra i går slettes. Ruten og planen var den samme. Og....han klarede det - løb hele vejen, i de samme sko og uden problemer. Det var godt at erfare og få på plads. Gribbene var end ikke stået op i dag.

Der er super skønt her i Lo Lo Mai. Har snakket en hel del med vores naboer fra Quebec her til morgen og Astrid og Aksel har fået nye fransktalende venner. Gad vide, hvornår vi kommer afsted herfra, og om vi kommer ud i bjergene i dag...

Så ramte vi varmen igen….Åhh Sedona

Vi har haft nogle fantastiske dage i usigelig smuk og endeløs natur. Gennem højdedrag, bjerge og ørken. Fra 1 mile byen Denver (ligger i 1600 m højde) videre sydpå og herefter mod vest ind over Rocky Mountains som vi krydsede i over 10.000 fods højde. Der var dejlige 20 grader i dagtimerne i Denver, og det ramte frysepunktet om natten. I bjergene var der stadig meget sne og en flok kørte på snescootere i de store vidder.

Rocky Mountains i godt 10.000 fods højde

Videre nedad mod vest, hvor endemålet var Grand Canyon. Vejen hertil er lang og med mægtig natur. De mest øde og værdiløse områder er bosat af indianere og udlagt til reservater. 99 pct. af de bebyggelser syner fattige og ørkesløse. Ikke overraskende er misbrug og sociale problemer dagligdagen i mange af de områder.

Vi havde en enkelt overnatning mellem Colorado Springs og Grand Canyon, i byen Bloomingdale - i RV-parken Desert Rose (hvor der ikke var meget spor af Stings alltime-best nummer af samme navn). Området omkring Bloomingdale er lige så øde og naturskønt som meget andet på disse breddegrader. En synlig forskel er de mange oliepumper, der står overalt. Det er big business, og da også lidt sjovt at tænke på, at der engang var hav her i 2 kms højde.

Mon ikke en og anden finder til tastaturet og nedfælder indtryk fra Grand Canyon – det er et aldeles ekstraordinært område....

Videre til varmen efter at være vågnet op til -3 grader i Grand Canyon fortsatte vi lidt sydpå til Sedona. Vi kørte på USA smukkeste stykke vej – 89A fra Flagstaff til Sedona. Sedonaområdet er det smukkeste, det er dejligt varmt og det er fyldt med turister. Derfor var der heller ikke plads til os på campingpladsen i Sedona. Vi måtte 12 km længere sydpå til en lille oase – Lo Lo Mai. Her bor vi helt ned til Oak Creek, med skygge fra de nyudsprungne træer og 25-30 grader. Vi har kørt langt siden Chicago og familierådet har derfor besluttet yderligere to overnatninger her. Nogen skal følge lidt op deres pensum, tøjet skal vaskes og lidt afslapning skader vist heller ikke…..

Så kan der igen spises udendørs - sence of summer

Aksel elsker Bærkær Bæk - denne lidt vildere udgave måtte selvfølgelig også passeres 

Badlands

Turen tværs gennem South Dakota er en endeløs rejse gennem et bølgende prærielandskab, der bliver ved og ved. Det er mager jord, der alene kan anvendes til lidt græsning, og samtidig en storslået barsk natur meget langt fra civilisation. Ca. 100 km. nord for Interstate 90 ligger De Smet, hvor Laura Ingalls Wilder flyttede til med sin familie. Der er i dag indrettet museum, som vi imidlertid fravalgte. I stedet har vi købt en bog, der beskriver hendes families nybyggerhistorie. Lidt længere vestpå har det fantastiske sceneri  været anvendt i filmen "Danser med ulve", som vi har fået lyst til at se igen. Det er virkeligt smukt og øde...

Endnu længere mod vest drejede vi fra motorvejen mod Badlands for pludselig at befinde os i et endnu mere utroligt landskab bestående af en 60 km lang væg af sandstensklipper, som adskiller nedre og øvre prærie. Formationerne eroderer med en hastighed på 2,5 cm om året og ender om ca. en halv mill. år som flad prærie. Vi gik ture på de meget fint mærkede stier og kunne orientere os på de mange informationstavler, der er opstillet. Vi var glade for, at vi ikke mødte nogle af de mange klapperslanger, der lever i klipperne. De er ellers netop nu ved at komme frem af deres vinterhi.

Wall Drug Mall er et must, når man er kommet helt herud på prærien. 200 km før mål reklameres der på store skilte i vejsiden for denne butik, der ligger i en ganske lille by tæt ved Badlands. I forhold til placeringen overrasker denne butik med et imponerende udvalg af alle slags varer, deriblandt en kæmpestor cowboyafdeling med alt fra sporer, krokodilleskindsstøvler og selvfølgelig ægte Stetsonhatte, som jeg ellers kun kender fra Shubiduasangen. Butikken blev ellers fra dens start i 1931 dømt til fiasko her "..in the middle of nowhere.." Efter fem år med meget svære kår fik konen en varm sommerdag imidlertid den geniale idé at servere gratis isvand til deres kunder. De efterhånden rigtigt mange turister, der var på vej til Mount Rushmore satte pris på dette tilbud og den sommer i 1936 eksploderede kundestrømmen - og salget!Butikken har været en succes lige siden...

Gæt en lort

Hej alle sammen. Håber at det går godt. Jeg undskylder at det er så lang tid siden at jeg har skrevet. Men det er fordi at vi oplever så meget at vi næsten ikke har tid til at skrive på bloggen. Men nu er vi altså på vej til Grand Canyon og jeg glæder mig helt vildt. For tre dage siden var vi ved Mount Rushmore og vi så fire præsidenter som er hugget ud i  et bjerg og hvert ansigt er omkring tyve meter højt så det er virkeligt stort. I kender det nok fra legoland hvor det dog ikke er lige så stort. Vi var også ude i en nationalpark hvor vi så masser af bisonokser, æsler, antiloper og  af hjorte. Gæt hvad det er for en lort vi har taget billede af?


gæt en lort



fra venstre Washington, Jefferson, Roosevelt og Lincoln




Whitetails



Donkey



Buffalo



Vi kørte videre ned langs Rocky Mountains og vi gik en tur. Mor og far gik forrest og pludselig gemte de sig for os. Vi opdagede det ikke fordi at vi gik og snakkede. Da jeg ikke kunne se dem begyndte jeg at løbe hen ad stien for at finde dem igen.Da jeg havde løbet langt hørte jeg heldigvis min mor kalde på mig. Da vi kom tilbage så vi et advarselsskilt der fortalte at man skulle have børn inden for en arms afstand da de ellers kunne blive overfaldet af en puma som lever i bjergene.  Det var godt at jeg ikke mødte en. I går var  vi i Denver. Vi har kørt langt i dag gennem bjerge med en masse sne og nogen der kørte på snescooter og vi er her til aften landet i New Mexico hvor der er dejlig lunt.

I Waterloo

Mandag aften - efter at have fået autocamperen i Chicago – kørte vi stik vest mod Waterloo, hvor vi havde lavet en aftale med Bjørns søster Lene og hendes mand Ken. Vi kom ca. 19.30 til et veldækket bord igen dejlig hjemmelavet middag. Lene og Ken havde besøg af børnebørnene fra Minneapolis, og så snart børnene var færdige med at spise forsvandt de ud til den indendørs pool, hvor de boltrede sig indtil sengetid. Lene og Ken bor i lejlighed i et stort kompleks (eller et luksuriøst og udbygget oldekolle) med masser af faciliteter såsom 20 måltider pr. måned i den tilhørende restaurant, rengøringshjælp, fri adgang i pool og fitness, veludrustet værksted til alle slags hobbies o.s.v. Komplekset er for folk over 55 år og indrettet med henblik på en bekvem og fin 3. alder. Hvis man efterhånden får behov for yderligere hjælp og pleje bliver det også tilbudt. Man behøver derfor ikke at bekymre sig om ret meget, hvis først man har fået plads dér. 

Både Lene og Ken er dog friske og aktive mennesker, der nyder tilværelsen og sætter pris på, at der nu er styr på deres fremtid. Ken arbejder fortsat med udvikling af materiale til kemiundervisning til homeschooling, hvor forældre selv underviser deres børn – et stadigt voksende fænomen i USA. De er begge engageret i kirken, hvor de også tilbringer megen tid.

Igen oplevede vi hos Lene og Ken stor gæstfrihed og en dejlig modtagelse, og i løbet af den korte tid nogle rigtigt gode snakke. Næste morgen startede vi alle fem med svømmetur i poolen, hvorefter vi fik en stor omgang morgenmad. Lene havde sågar ordnet alt vores vasketøj, hvilket jeg næsten var helt flov over :-). Lige inden vi skulle videre fik vi yderligere lejlighed til at møde Inge og Arne, som i sin tid rejste sammen med Lene og Bjørns forældre til USA. Det er sjovt og en fornøjelse at sidde midt i USA og lytte til deres historie på klingende vendelbomål, og vi kunne endda udveksle enkelte minder om min farmor og farfar, som de kendte fra deres helt unge dage.

Vi havde sat os for at drage videre vestpå, og sagde ved middagstid farvel til endnu nogle fantastisk søde og hjertevarme mennesker.       

Lene, Ken og børnebørnene Joel og Carl

Lene og Inge

Arne og Lotte

Afsked foran luksus oldekolle

Lidt mere fra besøget hos Sue og Bjørn og andre catch ups

Dagene går hurtigt og godt, og det kniber lidt med at følge trop med skriverierne på bloggen – måske fordi vi nu i vores autocamper har mere at give os til, end vi havde på hotelværelserne, som vi indtil fornylig har frekventeret. Det er desuden gået lidt skævt med kronologien, men jeg skal nu forsøge at samle lidt op.. Se iøvrigt de fine billeder, jeg nu har fået lagt ind på mit sidste indlæg!

Jeg var nået til Cape Girardeau, hvor vi besøgte Sue og Bjørn og havde besluttet os for at tage en dag mere. Fredag så vi først den kirke, hvor Sue og Bjørn kommer. Sue arbejder i kirkens bibliotek og fungere som en slags mentor i mødregrupper, der er tilknyttet kirken. Bjørn har tidligere siddet med i kirkens bestyrelse, hvor beslutningerne altid bliver truffet i fuld enighed. Der lægges mange kræfter og ressourcer i kirkearbejdet, og kirken har en central betydning i vore værters - og også mange andre amerikaneres – tilværelse. I vores familiebil gav det efterfølgende anledning til lange gode snakke og diskussioner, da det jo er en anden slags tilværelse end den vi og de fleste andre danskere lever.

Efter rundvisningen i kirken mødte vi Bjørn på universitet, hvor han viste rundt i laboratorier og klasselokaler. Vi fik sågar en lille prøvelektion i elementær organisk kemi, og nogle af os kunne svagt genkalde tilsvarende undervisning for over tyve år siden på KVL, selvom ikke meget sidder fast fra dengang. Universitetet står overfor en gennemgribende renovering, hvilket selvfølgelig både studerende og undervisere så frem til. Der er så vidt jeg husker tilknyttet ca. 15.000 studerende til universitetet i Cape Girardeau fordelt på mange forskellige uddannelser. Vi talte med Bjørn om betalingssystemet for de amerikanske universiteter, og hvordan mange unge får stipendier, hvis de f.eks. er særligt dygtige til et fag eller til en sport, som kan profilere universitetet. Sidstnævnte kategori er jo imidlertid ikke ensbetydende med, om man er en dygtig studerende er Bjørn og jeg enige om.

Efter yderligere en nat, en dejlig morgenmad og rugbrød og havregryn med i madpakken gik turen lørdag morgen videre nordpå (se også Bo’s indlæg om besøget i Willow Creek Church). Med hjælp og inspiration fra Sue og Bjørn havde vi fået lagt en plan for de næste dage…  

Vi ser mange dyr

Vi ser mange dyr her i det vestlige USA. F.eks. vilde kalkuner, 3 forskellige slags hjorte, bjerggeder, bisoner, prærieantiloper, præriehunde, æseler og en blå fugl.

Bisonerne var kæmpe store. Kalkunerne er nogle store fugle. Vi ser hjorte hele tiden.

En bison

Tre vilde kalkuner

En vågen præriehund

Vh Astrid (med lidt hjælp fra far)

Autocamper i USA

Vi har fået en autocamper for 4 dage siden. Vi har kørt ca. 1000 miles (1600 km). Vi har haft nogle gode dage¨på campingpladserne. Her i Custer er nu det bedste. Vi bor inde midt i skoven og der er rådyr og vilde kalkuner omkring os.

Autocamperen er fed at køre i. Den er stor og har lige hvad vi har behov for.

Nu spiser vi alle vores måltider i camperen. Derfor er det heldigvis slut med McDonalds. Vi får meget bedre mad nu, hvor vi selv laver det. Men så skal vi desværre også have havregryn....

Vh Astrid (med lidt hjælp fra far)

I camper gennem farmland og prærie

Vi har nu tilbagelagt de første 1250 km i vores autocamper (RV) med at køre fra Chicago til Murdo - lidt øst for Badlands National Park, som er den første i rækken af nationalparker vi skal se.Vi startede i hård modvind og på slidte veje: Det var lidt sejt - idet RV'en primært er bygget som beboelsesvogn. De efterfølgende dage er det gået meget bedre med at køre. Vejene er blevet bedre, vinden forsvundet og vi er blevet mere dus med vognen. Alt fungerer perfekt - og der er der også tale om en spritny vogn, der er på sin første rejse.

Vi havde på forhånd hørt at det område vi havde valgt at køre igennem kaldes fly-over land. Der er ikke meget at se - og alligevel. Der er rigtig meget landbrug. Først Iowa, hvor vi så noget der lignede familielandbrug. Lidt senere blev brugene generelt større og vi så også en række moderne stalde. Vi kørte senere op til det sydlige Minesota, og der bliver brugene igen endnu større. Det er helt klart land for dem, der elsker store marker og store maskiner.

Vi kører i John Deere land og den er klar til de store vidder..

Vi kører fortsat lige ud.......

På vejene i Iowa og Minnesota var ca. hver andet køretøj en lastbil, og af dem var nok ½ dyretranspoter. Der var ikke så meget trafik, men det indikerer da en vis animalsk produktion. Jo længere vi er kommet mod South Dakota jo flere kødkvæg har vi set - og specielt efter vi krydsede Missouri floden har landskabet skiftet karakter til ren prærielandskab, hvor de godt nok forsøger at dyrke en del af jorden, men der er også enorme områder med græs til ren afgræsning. Der er smukt og fascinerende og leder tankerne hen på filmscener fra Det lille hus på prærien, Danser med Ulve og film med prærieindianere.

Vi kom også forbi ghosttown - man kan kan ane de gamle jernbanespor - og uendelige vidder af præriegræs

Selvom der ikke sker så meget på disse lange distancer, er det fortsat fascinerende og personligt giver det mig altså en bedre fornemmelse af dimensionerne, når jeg selv har forceret det i bil - fremfor at suse henover i fly. Det kan jeg kun anbefale - uagtet det nok er mere bekvemt i en almindelig bil. Selve campinglivet er dog helt i top, specielt efter små 3-uger på hoteller.

Vi glæder os til at komme ud til det vi for alvor kørte efter i morgen.

Risbønder i Arkansas - arbejder også i vand

Mens resten af familien var i skole tog jeg ud og så på landbrug i det nordøstlige Arkansas. Rick har gode folk og markerne var fortsat bløde, så han kunne heldigvis afse tid til en rundvisning.

Først ved den lokale John Deere forhandler, hvor han vist er en god kunde, hvor der fulgte lidt snak med både værksted og salgskontor. De mente ikke, der var grund til at tage en bankmand med - og nok heller ikke, at jeg skulle regne med, at det jeg fik at se, var at regne for at være reglen blandt de lokale landmænd. Hyggelige folk - som vist også får bustet humøret af de aktuelle historisk høje afgrødepriser.

Det blev til en lang køretur. Rick driver meget jord og der er store afstande. Det krævede hård koncentration at følge med i fagudtryk og lokale navne - ikke mindst, når de udtrykkes i en markant sydstatsdialekt.

Der holdes nærmest ikke husdyr i dette område. Derfor handler landbruget om markburg og det i stor og tung skala. Markerne er flade som en pandekage - eller også bliver de det. Det handler nemlig om at få helt flade marker. Så kan man oversvømme markerne og dyrke ris. Andre marker dyrkes med en svag hældning således vandet pumpes ind i ene ende, og så løber det selv til den anden ende. Der er derfor meget tungt arbejde med at jævne marker. Det kræver stort grej - og det har de. Maskinerne er nu også udstyret med lasere, GPS og autostyring og samlet set er der investeret store summer i mekanik.

Det ligner, at dette er effektiv dyrkning og disse teknikker har formentligt også skubbet til strukturudviklingen. Der er nærmets ingen familiebrug tilbage, og der er mange store brug mellem 1500 og 5000 ha. Det er kedeligt land at kigge på, på denne årstid, men jeg er ikke i tvivl om at dette fede jord, i stærk varme og med rigeligt vand giver gode udbytter. De dyrker ris, hvede, majs og sojabønner.

Vi var forbi nogle af de andre farme. Mange steder står der helt nyt full-line grej primært fra den lokale JD-forhandler. Vi mødte også nogle af de andre farmere, der også ventede på bedre vejr. De brugte så i stedet tiden på at køre lidt rundt og snakke med hinanden, og en flok mødtes også til frokost på den lokale kro. Det gav altså indtryk af et noget andet arbejdspres end det jeg kender hjemmefra..... De havde til gengæld større biler, større sofaer og bedre tid til at gå på jagt.

Præmisserne - eller rammevilkårene - er helt anderledes. Der skal ikke søges om byggetilladelser eller miljøgodkendelser. Vand er der rigeligt af, så man pumper bare alt det op man skal bruge.

Jagt fylder meget for Rick. Han går selv meget på jagt, og de har en del hjorte i skovene, som han også skal se til. De skyder lidt kalkuner, og det helt store jagtemne er ænder. Han udlejer andejagter til gode penge og jægerne enten lejer eller køber de huse, der bliver til overs, når landbrugene nedlægges. Sidste sæson skød de 4800 ænder på hans ejendomme. Andejagten varer i 60 dage.

En del af dagen kørte jeg med Ricks svigerfar - Larry. Han er også landmand og havde ligeledes god tid. Det blev til mange kilometer med ham, idet han har en gård i Poplar Bluff  - 50 km længere nordpå - som vi også skulle se. Der stod et dejligt stuehus som vi gerne måtte låne alt det vi ville. Det bliver der desværre ikke lejlighed til i denne omgang.

Samlet set et indtryk af et landbrug i en langt bedre økonomisk forfatning end meget af det danske. De har heller ikke så travlt - de har rent faktisk nok en noget større udfordring i at få tiden til at gå.

Vi har endnu engang været privilligeret af at møde nogle meget gæstfrie og rare mennesker, der ville gøre alt det bedste de kunne for at gøre besøget til en god oplevelse. Det er de til fulde lykkedes med - og vi håber vi kan få held af at gøre gengæld en anden dag.

Det var så Piggott og familien Little på 25 timer. Spændende, uventet og berigende. Dejligt at der er plads og mod til at være impulsiv - det skal vi nok huske at inddrage i vores hverdag når vi kommer hjem igen.