torsdag den 31. marts 2011
Skoledag i Piggott
Sandra havde lavet dejlig morgenmad med scrambled eggs, bacon etc., så vi var klar til en lang skoledag fra 8.00-15.10. Jeg fulgte Astrid og Aksel i Elementary School, mens Ane skulle følge først Larerick og siden Sandra på Highschool. Vi blev fulgt på vej af Sandra, der var gode venner med inspektøren på skolen for 1.- 7. grade. Aksel blev vist hen til en klasse med jævnaldrende, der skulle begynde dagen med gymnastik og jeg fulgte med Astrid til en klasse for hendes årgang, hvor de havde glædet sig meget til, at vi kom. Vi fandt hurtigt Vind og endda mejeriet på Google Earth, og så måtte børnene ellers stille spørgsmål til mig om Danmark og danske forhold. Og der var meget, de gerne ville vide: Eksempelvis om vi havde Walmarts, om man dyrkede majs i DK, om der var zebraer og om jeg havde været i Japan. De var meget høflige og meget videbegærlige, hvad der jo kun er rigtigt dejligt. Læreren var dog nødt til at stoppe spørgerunden for også at nå noget af dagens pensum, der indbefattede test, læsning, matematik, videnskab m.v. Da jeg forlod Astrids klasse for at se, hvordan det gik med Aksel, sad han og lærte om brøkregning, hvilket han fint kunne følge med i. Han var mere uforstående overfor, at der først var frikvarter kl. 12.00 (klokken var på det tidspunkt kun 9.30, og der havde alene været en lille pause, hvor de skulle stå på række og hvis nødvendigt kunne gå på toilettet). Han klarede sig nu fint og fik i de små ophold også udvekslet lidt engelske gloser med klassekammeraterne. Én havde åbenbart fortalt ham, at nogle af pigerne synes, at han var "hot".
Jeg gik lidt mellem Astrids og Aksels klasser og fik også lejlighed til at tale med nogle af lærerne. Alle var særdeles imødekommende og viste stor interesse. Jeg fik et fint indtryk af en god skole med en god atmosfære og nogle glade elever og lærere. Der herskede god disciplin, og både jeg og de to danske børn registrerede god ro og orden, hvilket vi godt kunne lide. Undervisningen foregik i stor udstrækning fra de elektroniske tavler, hvor læreren skrev opgaver og svar. Børnene fulgte med og var fagligt velfunderede. Der var ikke så megen egen opgaveløsning, dialog og og meningsudveksling, som vi en vant til i den danske folkeskole og formentlig har det betydning for børnenes selvstændighed og ansvarlighed. Jeg blev selvfølgelig spurgt om forskellene og om, hvad jeg synes, der var bedst, og til dét måtte jeg svare, at jeg mener der er fordele og ulemper i begge systemer og at det jo også er forskellig kontekst og samfund børnene oplæres i, hvorfor det ikke giver mening at rate de to systemer mod hinanden. Spændende og lærerigt var det dog, og både for mig og børnene en stor dag, som vi vil huske.
På besøg i Piggott, Arkansas
Som tidligere nævnt mødte vi for få dage siden en meget imødekommende amerikansk dame, hendes søn og hendes forældre på et museum i Florida. Vi blev inviteret til at besøge dem, deres skole og deres farm i Piggott i Arkansas, hvilket vi uden tøven takkede ja til. Efter lang køretur fra Atlanta tirsdag, ankom vi planmæssigt til Piggott i det nordlige Arkansas tæt på grænsen til Missouri. Sandra, hendes mand Rick og sønnen Larerick tog imod os i det meget store og standsmæssige hus lige uden for byen og lidt på afstand af deres 1600 ha store landbrug, der lå spredt flere steder i området. Kort efter ankom også Sandras forældre, der boede tæt på. De ville også hilse på.
Vi - og efter sigende også de - havde glædet os meget til dette besøg, der på helt tilfældigvis blev arrangeret og nu altså realiseret. Vi var stadig imponerede over åbenheden og gæstfriheden, som vi her mødte. Sandra og sønnen Larerick, som vi jo allerede havde mødt, havde lovet at de ville gøre alt for, at vores visit ville blive rart, og dét fik vi nu at opleve.
Sandra viste mig rundt i det imponerende hus, der havde ikke mindre end 6 badeværelser, elevator, hall med fin svungen trappe, kælder med diverse boksebolde, bordfodbold m.v., gæsteværelser på stribe og selvfølgelig en kæmpe pool. Det var ikke uden en vis stolthed, hun viste huset frem, som de selv havde bygget for 8 år siden, og med hjælp fra en "decorator" var der kælet for hver lille detalje. Vi blev beværtet med aftensmad fra den lokale barbecue (spareribs, coleslaw, kartoffelsalat og dressinger), som blev indtaget i den tungt møblerede spisestue. Denne lå op til kontoret, som var rigt dekoreret med udstoppede jagttrofæer, som vidnede om mandens og sønnens store hobby. Som understregning af det velbeslåede amerikanske billede havde familien ikke mindre end ni store biler, hvoraf de fire dog blev brugt på farmen. Sidst, men ikke mindst imponerende var den 16-årige søns residens, der omfattede hele 2. salen og bestod af værelse, soveværelse, tv-stue, badeværelse og walk-in closet. Der var indrettet med alskens John Deere merchandise såsom puder, tapetborter, middagsstel, vægdekorationer foruden en enorm mængde af legetøj, der stod linet op på hylder og gulv. Jeg kender mange drenge, der ville blive grønne af misundelse, men måske er de fleste nok lidt yngre end 16 år.
Det var rigtigt meget af det gode...og en lidt anden standard end vi og vel for den sags skyld også de fleste amerikanere er vant til. Vi følte os imidlertid særdeles velkomne, og snakken gik frit og ubesværet mellem både voksne og børn. Nysgerrigheden var stor fra begge sider, og der blev i stor udstrækning udvekslet informationer om stort og småt fra to meget forskellige og på visse punkter også ret ens verdener. Især Sandra var både meget imødekommende, meget åben, meget nysgerrig og meget talende. Hendes mand Rick var en noget mere konservativ og liberalt tænkende amerikansk landmand, der her før forårsarbejdet havde god tid og sit på det tørre. Om ikke lang tid vil det imidlertid nok også vise sig, at han er en ganske effektiv og dygtig landmand. Vi havde en meget hyggelig aften og hørte ikke meget til de yngre, der havde gang i udvekslingen af musik, spil og gensidig nysgerrighed. Det blev vist derfor lidt for sent, og vi skulle jo ellers tidligt op og med Sandra og Larerick i skole næste dag...
Vi - og efter sigende også de - havde glædet os meget til dette besøg, der på helt tilfældigvis blev arrangeret og nu altså realiseret. Vi var stadig imponerede over åbenheden og gæstfriheden, som vi her mødte. Sandra og sønnen Larerick, som vi jo allerede havde mødt, havde lovet at de ville gøre alt for, at vores visit ville blive rart, og dét fik vi nu at opleve.
Sandra viste mig rundt i det imponerende hus, der havde ikke mindre end 6 badeværelser, elevator, hall med fin svungen trappe, kælder med diverse boksebolde, bordfodbold m.v., gæsteværelser på stribe og selvfølgelig en kæmpe pool. Det var ikke uden en vis stolthed, hun viste huset frem, som de selv havde bygget for 8 år siden, og med hjælp fra en "decorator" var der kælet for hver lille detalje. Vi blev beværtet med aftensmad fra den lokale barbecue (spareribs, coleslaw, kartoffelsalat og dressinger), som blev indtaget i den tungt møblerede spisestue. Denne lå op til kontoret, som var rigt dekoreret med udstoppede jagttrofæer, som vidnede om mandens og sønnens store hobby. Som understregning af det velbeslåede amerikanske billede havde familien ikke mindre end ni store biler, hvoraf de fire dog blev brugt på farmen. Sidst, men ikke mindst imponerende var den 16-årige søns residens, der omfattede hele 2. salen og bestod af værelse, soveværelse, tv-stue, badeværelse og walk-in closet. Der var indrettet med alskens John Deere merchandise såsom puder, tapetborter, middagsstel, vægdekorationer foruden en enorm mængde af legetøj, der stod linet op på hylder og gulv. Jeg kender mange drenge, der ville blive grønne af misundelse, men måske er de fleste nok lidt yngre end 16 år.
Det var rigtigt meget af det gode...og en lidt anden standard end vi og vel for den sags skyld også de fleste amerikanere er vant til. Vi følte os imidlertid særdeles velkomne, og snakken gik frit og ubesværet mellem både voksne og børn. Nysgerrigheden var stor fra begge sider, og der blev i stor udstrækning udvekslet informationer om stort og småt fra to meget forskellige og på visse punkter også ret ens verdener. Især Sandra var både meget imødekommende, meget åben, meget nysgerrig og meget talende. Hendes mand Rick var en noget mere konservativ og liberalt tænkende amerikansk landmand, der her før forårsarbejdet havde god tid og sit på det tørre. Om ikke lang tid vil det imidlertid nok også vise sig, at han er en ganske effektiv og dygtig landmand. Vi havde en meget hyggelig aften og hørte ikke meget til de yngre, der havde gang i udvekslingen af musik, spil og gensidig nysgerrighed. Det blev vist derfor lidt for sent, og vi skulle jo ellers tidligt op og med Sandra og Larerick i skole næste dag...
3. klasse i elementary school i Piggott
jeg skule tideligt op i går for jeg skulle møde kl. 8 i skolen i Piggott i Arkansas. jeg kom in i 3. klasse vor der var nogen på min alder. Caroline var min jælper hele dagen. Vi hade læsning og test og artclass (billedkunst) og historie. Jeg forstod ikke ret meget men de var suber søde og de hade lavet en plakat til mig og de gav mig gaver. vi spiste frokost i en stor spisesal. min mor var med og hun svarede på mange spørsmål fra de andre børn. skolen sluttede kl. 3. det var sjovt.
Mig og caroline
Mig og caroline
tirsdag den 29. marts 2011
På vej og on line
I dag skal vi køre 850 km fra Atlanta, Georgia til Piggot, Arkansas, hvor vi skal besøge familien Little. Vi stod tidligt op for at undgå den værste traffik omkring Atlanta, og det gik nogenlunde nemt at komme nordpå selvom den femsporede motorvej var fuldstændigt rødt oplyst i vores side og hvid i den modsatte. Nu nogle timer senere, hvor vi kører i Tennessee er trafikken væsentlig taget af, og vi holder fint en fart på de tilladte 70 miles i timen. Vi kører i skiftende landskaber med åbne marker og høje bjergsider i retning mod Nashville. Temperaturen er faldet med ca. 20-25 grader siden vi forlod Florida, og hvor dér var grønt og blomstrende allevegne, er træerne her nordpå kun lige netop sprunget ud.
mandag den 28. marts 2011
Atlanta - Hard Rock Cafe
Atlanta - mandag d. 28. marts
Vi havde på forhånd planlagt, at søndagens andet besøg skulle være på World of Coca Cola. Efter at have studeret det lidt nærmere på nettet blev det altså valgt fra. Ingen af os fem tillægger et foto i selskab med den hvide Cola bamse ret meget værdi. Resten af det ligner noget, der er ret amerikansk og kommercielt.
Vi tænkte, at det var mere oplagt at bruge et par timer på Hard Rock Cafe. Det er en dejlig familie restaurant, som de amerikanske indianere nu har taget ejerskab af. Der er høj musik, spændende klenodier på væggene og dejlig veltillavet mad og god service. Vi kom i hyggelig snak med 45-årig schweitzer, der havde boet i staterne siden han var 24. Fin fyr, der havde taget den åbensindende mentalitet til sig, og som hurtigt spottede, at vi ikke var helt lokale. Det kneb lidt med koncentrationen hos de mindste af os - så doggy-baggen blev pakkket og kyllinge lårene var straks mere efterspurgte, da vi kom retur til vores hotel.
Endnu en fantastisk dag med spændende og berigende indtryk. Vi tror nok, at den tunge undervisningspligt som de to skoler har pålagt os, sådan nogenlunde opfyldes. I hvert fald hvis man betragter undervisning i en noget bred kontekst.
Vi havde på forhånd planlagt, at søndagens andet besøg skulle være på World of Coca Cola. Efter at have studeret det lidt nærmere på nettet blev det altså valgt fra. Ingen af os fem tillægger et foto i selskab med den hvide Cola bamse ret meget værdi. Resten af det ligner noget, der er ret amerikansk og kommercielt.
Vi tænkte, at det var mere oplagt at bruge et par timer på Hard Rock Cafe. Det er en dejlig familie restaurant, som de amerikanske indianere nu har taget ejerskab af. Der er høj musik, spændende klenodier på væggene og dejlig veltillavet mad og god service. Vi kom i hyggelig snak med 45-årig schweitzer, der havde boet i staterne siden han var 24. Fin fyr, der havde taget den åbensindende mentalitet til sig, og som hurtigt spottede, at vi ikke var helt lokale. Det kneb lidt med koncentrationen hos de mindste af os - så doggy-baggen blev pakkket og kyllinge lårene var straks mere efterspurgte, da vi kom retur til vores hotel.
Endnu en fantastisk dag med spændende og berigende indtryk. Vi tror nok, at den tunge undervisningspligt som de to skoler har pålagt os, sådan nogenlunde opfyldes. I hvert fald hvis man betragter undervisning i en noget bred kontekst.
Atlanta - Martin Luther King
Mandag d. 28. marts - Atlanta
I går var dagen dedikeret til oplevelser i Downtown Atlanta. Første programpunkt var Martin Luther King centret. I området hvor Dr. King er opvokset, blevet inspireret, har virket som præst og boet, er der i dag samlet en række bygninger/udstillinger, som tilsammen udgør Martin Luther King centret. Det er et ret stort område, hvor der tydeligvis er ofret mange ressourcer på at mindes en ekstremt markant skikkelse i den amerikanske historie. Det er spændende sager, hvor nogen af os sagtens kunne have brugt det meste af dagen.
Da vi ankom mødtes vi af en menneksemængde af glade og velklædte afroamerikanere, som netop havde været i kirke - i Ebenezer kirken. Den samme kirke som Dr. King og hans far var præster i - og den gang var kirken formentligt også samlingspunkt for stærke kræfter i det afroamerikanske samfund, som var med til at bakke op om kampen for rimelige borgerrettigheder gennem 1950' og 1960'erne. Det er dejligt at se og møde disse mennesker, og det står i nogen kontrast til nogle af de skæbner vi ellers møder - og også ikke-møder, når vi ikke færdes i de belastede miljøer. Ingen tvivl om, at racetemaet er fortsat aktuelt - opgaven er blot en anden end den Dr. King gav sit liv til.
Vi ærgrede os over, at vi ikke nåede med til gudstjenesten. Det gør vi næste gang vi kommer her, og der afsætter vi også nogle flere timer til dette spændende område. Sluttede besøget med en pizza i området - i en lille snask vi ikke havde besøgt, hvis ikke receptionisten i centret havde henvist til hans favoritpizzamand - yummi på smags- og oplevelseskontoen.
I går var dagen dedikeret til oplevelser i Downtown Atlanta. Første programpunkt var Martin Luther King centret. I området hvor Dr. King er opvokset, blevet inspireret, har virket som præst og boet, er der i dag samlet en række bygninger/udstillinger, som tilsammen udgør Martin Luther King centret. Det er et ret stort område, hvor der tydeligvis er ofret mange ressourcer på at mindes en ekstremt markant skikkelse i den amerikanske historie. Det er spændende sager, hvor nogen af os sagtens kunne have brugt det meste af dagen.
Da vi ankom mødtes vi af en menneksemængde af glade og velklædte afroamerikanere, som netop havde været i kirke - i Ebenezer kirken. Den samme kirke som Dr. King og hans far var præster i - og den gang var kirken formentligt også samlingspunkt for stærke kræfter i det afroamerikanske samfund, som var med til at bakke op om kampen for rimelige borgerrettigheder gennem 1950' og 1960'erne. Det er dejligt at se og møde disse mennesker, og det står i nogen kontrast til nogle af de skæbner vi ellers møder - og også ikke-møder, når vi ikke færdes i de belastede miljøer. Ingen tvivl om, at racetemaet er fortsat aktuelt - opgaven er blot en anden end den Dr. King gav sit liv til.
Vi ærgrede os over, at vi ikke nåede med til gudstjenesten. Det gør vi næste gang vi kommer her, og der afsætter vi også nogle flere timer til dette spændende område. Sluttede besøget med en pizza i området - i en lille snask vi ikke havde besøgt, hvis ikke receptionisten i centret havde henvist til hans favoritpizzamand - yummi på smags- og oplevelseskontoen.
Fødselsdag
Hej gruppe 2 og alle andre. I dag har jeg haft fødselsdag. I dag startede vi med at være på International House of Pancakes. Der fik jeg en stor tarllerken med æggekage og pandekager. Jeg blev overrasket da jeg fik en gave fra Jonatan og Benjamin. Jeg fik også en ipod touch- det er ikk, så ringe en da
For at få brændt krudtet af igen tog vi ud til Stone Mountain, hvor vi gik 1 mile (=1,6 km) op på toppen. det var en stigning på 825 fod (=251 m, 1 fod =30cm). Stenen er en stor granitsten der blev skabt af størknet magna
søndag den 27. marts 2011
Maden i USA
Nu hvor vi har været i USA i lidt mere end en uge, har vi lært meget om USA's mad, og i det hele taget hvordan amerikanere spiser. Der er stor forskel på Danmark og USA, når det handler om hvordan vi lever og spiser.
I USA er der mange mange flere fastfood-restauranter, end vi er vant til hjemme i Danmark. Og det er et klart tegn på, at mange amerikanere også spiser meget fastfood. Det er både billigt og nemt. Hvis man gerne vil lave mad hjemme i huset, bliver det dyrere. Og derfor bliver det nok også kun ved særlige lejligheder, eller hvis man gerne i familien vil have hyggen omkring bordet, at man spiser hjemme. Det er også hyggeligt at spise ude, og måske også et sted hvor man mødes med sine venner.
Desværre er fastfood oftes usundt.
I den tid vi nu har været her, har vi mindst én gang om dagen, fået fastfood eller noget take-away. Jeg kan godt lide det, men hvis jeg boede herovre, og det var menuen altid, ville jeg nok blive lidt træt af det i længden. Når vi bestiller mad, bestiller vi kun tre portioner, og det er rigeligt.
Her i Florida, er der meget Seafood, dvs. fisk, rejer og andre skaldyr. Det har vi også fået et par gange, og det smager godt, også fordi det er helt friskt. Sushi ligger som nummer 1 på mad vi godt kan lide. Og det kan de godt finde ud af at lave, ja faktisk er det det bedste sushi, vi nogensinde har fået.
Hvis man gerne vil have god hjemmelavet mad, skal man bare bruge lidt mere tid på det, for der er nemlig mange fine muligheder for noget godt mad. I supermarkederne har de alt, hvad man kan tænke sig(med undtagelse af havregryn og rugbrød, Oh No). Det er helt vildt, hvad man kan få i de supermarkeder, og alt ting er på en måde bare lidt større end i Danmark.
fredag den 25. marts 2011
Tre fluer med ét smæk, og heldigvis ikke lige efter planen
Efter en meget dejlig dag på stranden ved Naples og godt solbrændte tog vi i dag nordpå mod Tampa. På vejen gjorde vi et stop ved Floridas eneste hus fra før den amerikanske borgerkrig (1861-65) og samtidig en gammel plantageejendom, der i dag fremstår som museum. Vi fik en fin rundvisning af en charmerende ældre herre. Huset - eller palæet blev opført i 1845 af major Robert Gamble, søn af en rig sukkerproducent fra det nordlige Florida. Da Gamble kom til området lidt syd for Tampa i 1844 var der jungle, men allerede året efter kunne han med slavers indsats høste de første sukkerrør. Imidlertid gik der på grund af flere orkaner og brand hele fem år før han fik en egentlig indtægt fra sin plantage, og han måtte efter tolv år opgive sit foretagende i det sydvestlige Florida. Det var før, det var muligt at forsikre sig og i øvrigt på en tid, hvor der i de rige plantageejerfamilier har været enorm kapital at tære af.
Som sagt en fin og lærerig rundvisning, hvor Ane, Bo og jeg og én anden familie havde rig lejlighed til at stille spørgsmål og kommentere. Der gik da heller ikke lang tid, før jeg kom i snak med Sandra fra Arkansas (i blå t-shirt på nederste billede). Hun skulle i første omgang vide, hvor gammel Ane var. Hendes egen søn, der ligeledes deltog i rundvisningen var nemlig 17 år og gik på highschool, hvor hun selv underviste i house economy, selvom hun efter sigende ikke brugte megen tid på hverken at sy eller lave mad... Videre viste det sig, at de boede på en farm, hvor de producerer ris og soyabønner, og Bo fik på klingende sydstatsamerikansk et indtryk i vilkårene herfor i en snak med Sandras 67 årige far. Jeg kom i snak med sønnen, som skulle på college og studere landbrug, hvilket jeg selvfølgelig måtte høre lidt mere om.
De havde aldrig før mødt nogen fra Danmark, og spurgte snart om vi på Facebook kunne etablere en kontakt. Da de hørte om vore planer om at tage nordpå mod Chicago, blev vi straks inviteret til at komme og besøge dem, og Ane kunne jo i så fald komme med i skole en dag. Det synes vi var et meget fint tilbud - især fordi vi netop har håbet at kunne besøge en ganske almindelig amerikansk familie, en farm og en amerikansk skole - Tre fluer med ét smæk. Desuden ligger deres farm på vores rute op til Cape Girardeau, hvor vi skal besøge min fars barndomsven Bjørn og hans kone Sue.
Allerede en times tid senere, da vi fra bilen kom på nettet, var vi blevet inviteret som venner på Facebook, og her til aften har jeg samme steds chattet med Sandra, og vi har lavet endelig aftale om besøg på tirsdag. Det glæder vi os meget til...
Vi tænker samtidig, at amerikanernes imødekommenhed er imponerende. Dejligt med de nye relationer og spændende oplevelser, som det giver anledning til.
Som sagt en fin og lærerig rundvisning, hvor Ane, Bo og jeg og én anden familie havde rig lejlighed til at stille spørgsmål og kommentere. Der gik da heller ikke lang tid, før jeg kom i snak med Sandra fra Arkansas (i blå t-shirt på nederste billede). Hun skulle i første omgang vide, hvor gammel Ane var. Hendes egen søn, der ligeledes deltog i rundvisningen var nemlig 17 år og gik på highschool, hvor hun selv underviste i house economy, selvom hun efter sigende ikke brugte megen tid på hverken at sy eller lave mad... Videre viste det sig, at de boede på en farm, hvor de producerer ris og soyabønner, og Bo fik på klingende sydstatsamerikansk et indtryk i vilkårene herfor i en snak med Sandras 67 årige far. Jeg kom i snak med sønnen, som skulle på college og studere landbrug, hvilket jeg selvfølgelig måtte høre lidt mere om.
De havde aldrig før mødt nogen fra Danmark, og spurgte snart om vi på Facebook kunne etablere en kontakt. Da de hørte om vore planer om at tage nordpå mod Chicago, blev vi straks inviteret til at komme og besøge dem, og Ane kunne jo i så fald komme med i skole en dag. Det synes vi var et meget fint tilbud - især fordi vi netop har håbet at kunne besøge en ganske almindelig amerikansk familie, en farm og en amerikansk skole - Tre fluer med ét smæk. Desuden ligger deres farm på vores rute op til Cape Girardeau, hvor vi skal besøge min fars barndomsven Bjørn og hans kone Sue.
Allerede en times tid senere, da vi fra bilen kom på nettet, var vi blevet inviteret som venner på Facebook, og her til aften har jeg samme steds chattet med Sandra, og vi har lavet endelig aftale om besøg på tirsdag. Det glæder vi os meget til...
Vi tænker samtidig, at amerikanernes imødekommenhed er imponerende. Dejligt med de nye relationer og spændende oplevelser, som det giver anledning til.
torsdag den 24. marts 2011
indianer
vi stod op i Homestead . vi fik morgenmad vi pakkede vors tasker og vi kørte hen til Naples.
På vajen hen til naples kørte vi ind til indianer vi skule hen og se alligatorshow han sagde en hel masse
som jeg ikke kunne forstå
bagefter holte Aksel en 2 årig alligator
jeg turde ekke.
På vajen hen til naples kørte vi ind til indianer vi skule hen og se alligatorshow han sagde en hel masse
som jeg ikke kunne forstå
bagefter holte Aksel en 2 årig alligator
jeg turde ekke.
Stranden
onsdag den 23. marts 2011
Skal vi have burger, sushi eller avocado sandwich.....
Homestead, 23. marts.
I denne tid, hvor vi rejser rundt fra hotel til motel er det småt med muligheden for selv at lave mad. Der er derfor rige muligheder for at få et nærmere indblik i den lokale madkultur. Det er dog samtidig lidt udfordrende at få noget, der ligner den sædvanlige fornuftige diæt vi er vant til.
Vi skulle jo også fornemme USA og maden er selvfølgelig en væsentlig del af det, så vi skal jo have prøvet det meste. Vi har været i foodhalls i de store indkøbscentre, hvor man kan få stillet den værste sult ved bare at spise smagsprøver. Det er som regel ok mad, hvor kylling går meget igen og der er rig lejlighed for at få orientalsk inspireret mad. Priserne er ok, portionerne store, så vi deler 3 portioner og har måske endda lidt tilovers.
De traditionelle burgerkæder ligger alle vegne og vi har været på MacD og Wendys, hvor den sidste får lidt bedre karakter end MacD. Jeg tvivler på, at de bliver vores foretrukne spisesteder.
Forleden aften var vi på jagt efter sushi. Det kunne vi ikke finde og mente vi kunne få dækket det fysiologiske behov med en avocado sandwich - bestående af standard fuldkornstoastbrød (som er det bedste brød vi har fundet) og lækker avocado. Det var faktisk ok - og jeg tror man kan leve af det. Vi har dog senere hørt kommentarer fra bagsædet om, at vi skal altså ikke bare have avocadosandwich igen - vi vil have noget ordentligt. Det er er fair nok - det skal de nok få - men det kan gå i en tilspidset situation - og personligt synes jeg det er fuldt på højde med nævnte fastfood kæder.
Forleden aften fandt vi dog noget sushi. Det bedste vi nogen sinde har fået - det var outstanding flot og godt - og mon ikke vi kan finde et beskrivende billede til bloggen...
I går aftes kunne jeg næsten ikke bære tanken om at spise ude igen. Jeg kørte i Walmart og købte, flergangsbestik, en stor portion spiseklar økologisk salatblanding, tomater, en hel grillkylling og en flaske cæsardressing. Dertil en lækker avocado. Det var et dejligt måltid, som var noget af det nærmeste på vores spisevaner hjemmefra.
Maddelen bliver noget nemmere, når vi får vores motorhome. Råvarerne fejler intet - og der er fint udvalg i butikkerne.
I denne tid, hvor vi rejser rundt fra hotel til motel er det småt med muligheden for selv at lave mad. Der er derfor rige muligheder for at få et nærmere indblik i den lokale madkultur. Det er dog samtidig lidt udfordrende at få noget, der ligner den sædvanlige fornuftige diæt vi er vant til.
Vi skulle jo også fornemme USA og maden er selvfølgelig en væsentlig del af det, så vi skal jo have prøvet det meste. Vi har været i foodhalls i de store indkøbscentre, hvor man kan få stillet den værste sult ved bare at spise smagsprøver. Det er som regel ok mad, hvor kylling går meget igen og der er rig lejlighed for at få orientalsk inspireret mad. Priserne er ok, portionerne store, så vi deler 3 portioner og har måske endda lidt tilovers.
De traditionelle burgerkæder ligger alle vegne og vi har været på MacD og Wendys, hvor den sidste får lidt bedre karakter end MacD. Jeg tvivler på, at de bliver vores foretrukne spisesteder.
Forleden aften var vi på jagt efter sushi. Det kunne vi ikke finde og mente vi kunne få dækket det fysiologiske behov med en avocado sandwich - bestående af standard fuldkornstoastbrød (som er det bedste brød vi har fundet) og lækker avocado. Det var faktisk ok - og jeg tror man kan leve af det. Vi har dog senere hørt kommentarer fra bagsædet om, at vi skal altså ikke bare have avocadosandwich igen - vi vil have noget ordentligt. Det er er fair nok - det skal de nok få - men det kan gå i en tilspidset situation - og personligt synes jeg det er fuldt på højde med nævnte fastfood kæder.
Forleden aften fandt vi dog noget sushi. Det bedste vi nogen sinde har fået - det var outstanding flot og godt - og mon ikke vi kan finde et beskrivende billede til bloggen...
I går aftes kunne jeg næsten ikke bære tanken om at spise ude igen. Jeg kørte i Walmart og købte, flergangsbestik, en stor portion spiseklar økologisk salatblanding, tomater, en hel grillkylling og en flaske cæsardressing. Dertil en lækker avocado. Det var et dejligt måltid, som var noget af det nærmeste på vores spisevaner hjemmefra.
Dejligt at møde andre rejsende
Homestead, Daily Inn, 23. marts kl 7
Straks efter ankomst til vores overnatning i Homestead, syd for Miami, mødte vi et svensk par . De var 14 dage rundt i det sydlige Florida, og rejste mere eller mindre på samme måde som os - dog uden tre børn. De havde været i det område på vestkysten, som vi snart rejser til og vi fik et par gode råd - heri blandt forhåbninger om at se vilde delfiner ved Naples - det glæder alle sig til. De var i øvrigt lige så fremmede som os overfor det enorme forbrug af engangsemballage til måltiderne og iøvrigt også den fremherskende madkultur.
På min morgenrunde mødte jeg et par drenge, der spillede helt almindelig europæisk fodbold. Aksel havde aftenen før beklaget sig over, at han virkelig trængte til at spille fodbold. De var friske - og det blev Aksel også snart. Han sov godt nok, da jeg kom ind til ham. Men den ellers rolige morgenstarter kom hurtigt på benene og var helt klar. Da han havde været "vågen" i 2 minutter spurgte han om det var en joke, om han drømte, eller det var helt rigtigt. Jeg kunne betrygge ham og afsted det gik - i badetøfler. Jeg fulgte ham derhen og hilste så på drengenes far. Det viste sig at være en canadisk skolelærerfamilie, som havde fået 1 års orlov med 80 pct. løn. De var nu på vej rundt i Florida, hvor de havde slået sig ned for en længere periode, efter de havde rejst fra øst til vest i Canada, herefter ned langs den amerikanske vestkyst og retur med bedsteforældrenes motorhome til Canada. I april skulle de videre til Europa, hvor der ventede yderligere 3 mdr. Mon ikke de er friske til et nyt skoleår efter sommerferien? Super søde og imødekommende - han gav os slutteligt deres årskort til nationalparkerne - det skulle de ikke bruge mere - og vi skulle netop videre til den første nationalpark på vores tur - The Everglades.
Straks efter ankomst til vores overnatning i Homestead, syd for Miami, mødte vi et svensk par . De var 14 dage rundt i det sydlige Florida, og rejste mere eller mindre på samme måde som os - dog uden tre børn. De havde været i det område på vestkysten, som vi snart rejser til og vi fik et par gode råd - heri blandt forhåbninger om at se vilde delfiner ved Naples - det glæder alle sig til. De var i øvrigt lige så fremmede som os overfor det enorme forbrug af engangsemballage til måltiderne og iøvrigt også den fremherskende madkultur.
På min morgenrunde mødte jeg et par drenge, der spillede helt almindelig europæisk fodbold. Aksel havde aftenen før beklaget sig over, at han virkelig trængte til at spille fodbold. De var friske - og det blev Aksel også snart. Han sov godt nok, da jeg kom ind til ham. Men den ellers rolige morgenstarter kom hurtigt på benene og var helt klar. Da han havde været "vågen" i 2 minutter spurgte han om det var en joke, om han drømte, eller det var helt rigtigt. Jeg kunne betrygge ham og afsted det gik - i badetøfler. Jeg fulgte ham derhen og hilste så på drengenes far. Det viste sig at være en canadisk skolelærerfamilie, som havde fået 1 års orlov med 80 pct. løn. De var nu på vej rundt i Florida, hvor de havde slået sig ned for en længere periode, efter de havde rejst fra øst til vest i Canada, herefter ned langs den amerikanske vestkyst og retur med bedsteforældrenes motorhome til Canada. I april skulle de videre til Europa, hvor der ventede yderligere 3 mdr. Mon ikke de er friske til et nyt skoleår efter sommerferien? Super søde og imødekommende - han gav os slutteligt deres årskort til nationalparkerne - det skulle de ikke bruge mere - og vi skulle netop videre til den første nationalpark på vores tur - The Everglades.
tirsdag den 22. marts 2011
Miami Beach....we have been there
22. marts, Homestead, Day Inn
Vi fik afsluttet Miami på behørig vis - på det mest hype sted i hele byen, Miami Beach - mandag midt på dagen. Det var faktisk ikke så busy som man kunne forestille sig - det var helt ok - og til at komme i nærheden af. Det er super tjekket. Kanon strand, lidt klitter, rekreationsområde med snoet belægning til cykler, segways, rulleskøjter, joggere og fodgængere. Dertil træningsmaskiner til muskeldrengene og græsplaner til de forelskede og de hjemløse. Og så selvfølgelig masser af palmer.
Parallelt med stranden ligger Ocean Drive med smarte biler og de kendte art deco bygninger, restauranter og barer. Børnene syntes, der var mange der kunne ligne bøsser, og det har de nok ikke uret i.
Vi sluttede med en fed svømmetur i Atlanterhavet. Varmt, salt og store bølger.
Hvis Aksel kommer tilbage til Miami skal han ud på stranden igen...
Vi fik afsluttet Miami på behørig vis - på det mest hype sted i hele byen, Miami Beach - mandag midt på dagen. Det var faktisk ikke så busy som man kunne forestille sig - det var helt ok - og til at komme i nærheden af. Det er super tjekket. Kanon strand, lidt klitter, rekreationsområde med snoet belægning til cykler, segways, rulleskøjter, joggere og fodgængere. Dertil træningsmaskiner til muskeldrengene og græsplaner til de forelskede og de hjemløse. Og så selvfølgelig masser af palmer.
Parallelt med stranden ligger Ocean Drive med smarte biler og de kendte art deco bygninger, restauranter og barer. Børnene syntes, der var mange der kunne ligne bøsser, og det har de nok ikke uret i.
Vi sluttede med en fed svømmetur i Atlanterhavet. Varmt, salt og store bølger.
Hvis Aksel kommer tilbage til Miami skal han ud på stranden igen...
mandag den 21. marts 2011
Miami Vice lever stadig....
Mandag d. 21. marts kl. 8 - med friskbrygget kaffe i den hyggelige have på Miami River Inn, Miami
Vi bor hyggeligt her midt i storbyen. En dejlig åben have omkranses af 5-6 gamle huse, der hver er indrettet med værelser, i alt er der 40 værelser. Der er morgenmad næsten som derhjemme, med rigtigt porcelæn og kaffe på kanden. Fine faciliteter i almindelighed og særligt, når jeg ikke har samme søvnbehov som de 4 andre, og iøvrigt nyder at starte dagen med at evaluere på gårdsdagen ved at skrive lidt på bloggen.
Søndag eftermiddag var planlagt til downtown og havnefronten. Fortsat gående bliver vi mødt af endnu større bygninger, og da vi nærmer os vandet også lystbåde i mange millionersklassen. Det er lidt for vildt at tænke på, hvor mange penge, der er samlet på dette sted. Vi havde aftalt, at vi skulle ud på en sejltur - ud og fornemme havnen og ud at se de mega riges huse på øerne i Biscay bugten. Vi var tæt på at tage med et stort eventyrskib - det kunne vi få for 75 $ til en speciel søndagspris. Meeeen, man skal jo ikke tage den første og den bedste. Lidt senere kom vi i dialog med en flink sømand. Han havde sejlet med sejl mange steder i verden, og et af de steder, der virkeligt havde hæftet sig var besøget på Bornholm. Nu havde han skiftet sejlene ud med byens hurtigste båd - the thriller - se http://www.thrillermiami.com/. Han blev krejlet ned til samme pris som Disneys eventyrskib og så var vi klar til at lege Miami Vice i havnen. Det var simpelthen for vildt og megafedt. Op til 80 km/t - også i store bølger - og med fuld skrue på stereoanlægget - incl. temaet fra Sonny og Ricos 80'er krimi. Vi kom forbi, ikke kun de riges men også, de kendtes huse. Vi så øen hvor Tvindtoppen har gemt sig årevis, og vi fik vind og saltvand i håret. Det var en kanon oplevelse - og i det hele taget var det tæt på det uvirkelige.
Resten af dagen stod på afslapning og fordøjelse af dagens indtryk - for os alle fem. Tror faktisk det går ok med at have overtaget undervisningspligten for en stund.....
I dag skal vi derud - Miami Beach - både i bølgerne, på promenaden og så det der med at fornemme det hele. Herefter videre mod Everglades.
Vi bor hyggeligt her midt i storbyen. En dejlig åben have omkranses af 5-6 gamle huse, der hver er indrettet med værelser, i alt er der 40 værelser. Der er morgenmad næsten som derhjemme, med rigtigt porcelæn og kaffe på kanden. Fine faciliteter i almindelighed og særligt, når jeg ikke har samme søvnbehov som de 4 andre, og iøvrigt nyder at starte dagen med at evaluere på gårdsdagen ved at skrive lidt på bloggen.
Søndag eftermiddag var planlagt til downtown og havnefronten. Fortsat gående bliver vi mødt af endnu større bygninger, og da vi nærmer os vandet også lystbåde i mange millionersklassen. Det er lidt for vildt at tænke på, hvor mange penge, der er samlet på dette sted. Vi havde aftalt, at vi skulle ud på en sejltur - ud og fornemme havnen og ud at se de mega riges huse på øerne i Biscay bugten. Vi var tæt på at tage med et stort eventyrskib - det kunne vi få for 75 $ til en speciel søndagspris. Meeeen, man skal jo ikke tage den første og den bedste. Lidt senere kom vi i dialog med en flink sømand. Han havde sejlet med sejl mange steder i verden, og et af de steder, der virkeligt havde hæftet sig var besøget på Bornholm. Nu havde han skiftet sejlene ud med byens hurtigste båd - the thriller - se http://www.thrillermiami.com/. Han blev krejlet ned til samme pris som Disneys eventyrskib og så var vi klar til at lege Miami Vice i havnen. Det var simpelthen for vildt og megafedt. Op til 80 km/t - også i store bølger - og med fuld skrue på stereoanlægget - incl. temaet fra Sonny og Ricos 80'er krimi. Vi kom forbi, ikke kun de riges men også, de kendtes huse. Vi så øen hvor Tvindtoppen har gemt sig årevis, og vi fik vind og saltvand i håret. Det var en kanon oplevelse - og i det hele taget var det tæt på det uvirkelige.
Resten af dagen stod på afslapning og fordøjelse af dagens indtryk - for os alle fem. Tror faktisk det går ok med at have overtaget undervisningspligten for en stund.....
I dag skal vi derud - Miami Beach - både i bølgerne, på promenaden og så det der med at fornemme det hele. Herefter videre mod Everglades.
Lille Havanna - midt i Miami
Mandag d. 21. marts, kl. 7, Riverside Inn, Miami
Så landede vi i en storby. Gigantiske vejanlæg på vej hertil og skyskrabere i den østlige horisont. I forhold til de restriktive byggelinier i kystområderne i Danmark er holdningen helt anderledes hernede. Kystlinien er i mange km klistret til med meget store huse, primært hoteller, der så har direkte adgang til de dejlige atlanterhavsstrande. Lidt længere mod nord er byggeriet lavere, primært eksklusive resorts, der ligger som perler på en snor. Der er investeret svimlende beløb i turistindustrien her i Florida. Det hele startede da de to jernbanebaroner Henry Flagler og Henry Plant anlagde jernbaner i 1880 og 1890erne. I kølvandet på det byggede de luksushoteller og de rige landsmænd fik herefter øjnene op for det fantastiske klima - resten er historie.
Bagsædepassagererne var højst usædvanligt helt rolige og iagttagende, da vi kørte ind i byen. Det er ikke alle dele af Miami, der egner sig til at besøge, når mørket falder på, og det lignede nogle af de områder vi først kom ind i, efter vi havde forladt motorvejen. Det var en helt anden tryghedsfornemmelse, end der råder i de vante rammer i Vind.
Vi bor lige ved floden, på den sydlige bred og på kanten mellem downtovn og Little Havanna - i sidstnævnte. De mange cubanere kom til byen fra 1959 og frem, og de har været en væsentlig del af byens udvikling. Nu bor mange af dem her i bydelen. Vi mødte enkelte, der stadig ikke snakker engelsk, og man hører meget spansk, når man går rundt i bydelen. Vi havde planlagt formiddagen til at foregå med gåtur rundt i Lille Havanna. Det er dejligt at gå rundt. I bilen fornemmer man hverken lyde eller dufte og små pusserløjerligheder passerer også forbi.
Vi kom i snak med nogle af de lokale - det vil de gerne - og de er meget venlige. Specielt faldt jeg i en længere snak med Francisco. Eksilcubaner, der nu har boet 10 år i Miami. Han er musiker og har studeret geografi. Han kendte udmærket Skandinavien. Han kendte også en historie om vores hovedstad. Hertugen af Wellington, der ledede den britiske armé i slaget ved Waterloo 1815, og gjorde det endeligt med Napoleon Bonaparte, havde en yndlingshest med navnet Copenhagen. Francisco fortalte videre, at det er nemt at komme ind i USA som cubaner. Det er langt værre at komme ud - "you know Cuba is like a prison". Cubanerne har her deres helt egen bydel og det ser egentligt tilforladeligt ud. Vi så gamle mænd mødes for at spille domino og ryge cigarer, drikke cafe cubano af fingerbølbægre og nyde vejret. Der brænder en evig flamme for de faldne i svinebugtsinvasionen, og de har deres egen walk of fame med sten i fortovet.
Cubanerne præger ikke kun Little Havanna - de har sat deres præg på mange dele af byen, og det spanske islæt ses mange steder - på reklamer, skilte, websider mv. De bor heller ikke alle i denne bydel. En del af de flygtede folk var rige, og de familier er også en del af eliten her.
Dejlig formiddag i Lille Havanna.
Så landede vi i en storby. Gigantiske vejanlæg på vej hertil og skyskrabere i den østlige horisont. I forhold til de restriktive byggelinier i kystområderne i Danmark er holdningen helt anderledes hernede. Kystlinien er i mange km klistret til med meget store huse, primært hoteller, der så har direkte adgang til de dejlige atlanterhavsstrande. Lidt længere mod nord er byggeriet lavere, primært eksklusive resorts, der ligger som perler på en snor. Der er investeret svimlende beløb i turistindustrien her i Florida. Det hele startede da de to jernbanebaroner Henry Flagler og Henry Plant anlagde jernbaner i 1880 og 1890erne. I kølvandet på det byggede de luksushoteller og de rige landsmænd fik herefter øjnene op for det fantastiske klima - resten er historie.
Bagsædepassagererne var højst usædvanligt helt rolige og iagttagende, da vi kørte ind i byen. Det er ikke alle dele af Miami, der egner sig til at besøge, når mørket falder på, og det lignede nogle af de områder vi først kom ind i, efter vi havde forladt motorvejen. Det var en helt anden tryghedsfornemmelse, end der råder i de vante rammer i Vind.
Vi bor lige ved floden, på den sydlige bred og på kanten mellem downtovn og Little Havanna - i sidstnævnte. De mange cubanere kom til byen fra 1959 og frem, og de har været en væsentlig del af byens udvikling. Nu bor mange af dem her i bydelen. Vi mødte enkelte, der stadig ikke snakker engelsk, og man hører meget spansk, når man går rundt i bydelen. Vi havde planlagt formiddagen til at foregå med gåtur rundt i Lille Havanna. Det er dejligt at gå rundt. I bilen fornemmer man hverken lyde eller dufte og små pusserløjerligheder passerer også forbi.
Vi kom i snak med nogle af de lokale - det vil de gerne - og de er meget venlige. Specielt faldt jeg i en længere snak med Francisco. Eksilcubaner, der nu har boet 10 år i Miami. Han er musiker og har studeret geografi. Han kendte udmærket Skandinavien. Han kendte også en historie om vores hovedstad. Hertugen af Wellington, der ledede den britiske armé i slaget ved Waterloo 1815, og gjorde det endeligt med Napoleon Bonaparte, havde en yndlingshest med navnet Copenhagen. Francisco fortalte videre, at det er nemt at komme ind i USA som cubaner. Det er langt værre at komme ud - "you know Cuba is like a prison". Cubanerne har her deres helt egen bydel og det ser egentligt tilforladeligt ud. Vi så gamle mænd mødes for at spille domino og ryge cigarer, drikke cafe cubano af fingerbølbægre og nyde vejret. Der brænder en evig flamme for de faldne i svinebugtsinvasionen, og de har deres egen walk of fame med sten i fortovet.
Cubanerne præger ikke kun Little Havanna - de har sat deres præg på mange dele af byen, og det spanske islæt ses mange steder - på reklamer, skilte, websider mv. De bor heller ikke alle i denne bydel. En del af de flygtede folk var rige, og de familier er også en del af eliten her.
Dejlig formiddag i Lille Havanna.
lørdag den 19. marts 2011
hvordan vi får delt en kæmpe vandmelon
Astrid havde naturligvis udset sig den allerstørste - og derfor også bedste vandmelon til vores forfriskning. Den var imidlertid rigeligt stor til, at min lille praktiske schweizerkniv kunne klare opgaven. Vi gjorde derfor stop ved en landevejsshop med Equipment and tools for at købe en lidt større kniv. På forespørgsel om, hvorvidt der er restriktioner for, hvor stor en kniv man må færdes med, kiggede ekspedienten uforstående på os. Vi forsøgte at uddybe og forklare, at hvor vi kom fra, måtte man højst medbringe en lillebitte kniv... Ekspedienten gjorde endnu større øjne og spurgte, hvad man så gør, hvis man bliver overfaldet og om man så heller ikke måtte bære skydevåben??? Han turde ihvertfald ikke bo i sådan et land, og fortalte om sin bedstemor i Palm Springs, der ligesom alle andre hun kendte i byen havde en pistol. Politiet var ifølge vor ven ikke til for at beskytte folk, men til for at clean up the mess afterwards. Og i Florida er det i øvrigt fuldt legalt at bære våben, så længe man tydeligt kan se dem - nogle steder er det endda påkrævet at have våben i huset som nødvendig beskyttelsesforanstaltning.
Til sin kollega i kassen fortalte ekspedienten, at han netop havde mødt nogle meget cool guys fra Danmark, og dét til trods for at vort ærinde egentlig bare var at få skåret en vandmelon i både..
Vi forlod butikken med den mindste kniv, vi kunne finde i et ellers imponerende sortiment af ret store og lange knive og dolke. Vi måtte undre os over kontrasten mellem dette udtryk for grundlæggende mistillid og den ivrige gæstfrihed og interesse, vi ellers møder alle vegne.. Og så er vi ret glade for netop at komme fra et land, hvor folk godt nok ikke er helt ligeså umiddelbart varmhjertede, men heller ikke hot tempered.
Ellers har dagen budt på sol og strand og badning på Floridas østkyst. Senere sekssporet motorvej (- tak for GPS!) til Miami, hvor vi netop har indlogeret os på et lille hyggeligt og historisk hotel i kvarteret Little Havana i byens centrum.
Til sin kollega i kassen fortalte ekspedienten, at han netop havde mødt nogle meget cool guys fra Danmark, og dét til trods for at vort ærinde egentlig bare var at få skåret en vandmelon i både..
Vi forlod butikken med den mindste kniv, vi kunne finde i et ellers imponerende sortiment af ret store og lange knive og dolke. Vi måtte undre os over kontrasten mellem dette udtryk for grundlæggende mistillid og den ivrige gæstfrihed og interesse, vi ellers møder alle vegne.. Og så er vi ret glade for netop at komme fra et land, hvor folk godt nok ikke er helt ligeså umiddelbart varmhjertede, men heller ikke hot tempered.
astrid i seaworld
jeg har vert i seaworld i en hel dag. føst på dagen gik vi hen til delfiner. vi fik en opvisningmed delfiner i en halv time.
efter delfiner va vi ene i atlantis rosjebane. den var sjov at køer med og det gik så maet ned at det føltes som om man falt ud af båden. køen to en hal time. 
vi så mange teng og det sjoveste
var spækhuggerne og valrossen.
vi har en pool på hotellet og vi svømmer maet i den. det er rigti vamt og solen skinner. 
Ligner vi nogen der vi købe en ferielejlighed i Orlando.....
Lørdag d. 19. marts 6.20 - Residence Inn
Da vi returnerede fra Seaworld lå der en besked på vores telefonsvarer. Det var et attraktivt tilbud på at komme tilbage til dette dejlige hotel for meget små penge. Vi kunne få mere at vide i receptionen. Ok, det kunne der ikke ske det store ved. Det viste sig at være indgangen til en dialog om at få præsenteret muligheden for at blive medlem af Marriott vacation club. Dette indebar, at vi skulle bruge 2 timer på at se deres nærmeste resort (salgspræsentation) og det ville så udløse en gave på 100$.
Afsættet var klart - vi skal ikke købe lejlighed i Orlando, men det kunne ikke skade at bruge 2 timer på det, give hele familien den oplevelse at se, hvad det var for noget, og så oven i købet få en 100$ gave. Vi er åbne for indtryk, og det her ligende da et indtryk. Op fra morgenen og afsted kl 8. Vi blev fint modtaget og mødte Luis, som viste sig at være en helt fin sælger. Flot salgsintro og beskrivelse af projektet. Afsted i golfvogn fra dette businesscenter til resortet. Det var godt nok meget flot og i orden og helt klart høj klasse - og fortsat meget langt fra den ferieverden vi har erfaringer fra.
Retur til businesscenter hvor Luis gerne ville afslutte handlen. Vi måtte desværre sige til ham, at vi har det bedst med at sove på gode tilbud. Det kunne han knapt forstå, når nu tilbuddet var så fremragende. Det kan godt være, at det faktisk er et rigtigt godt tilbud, hvis man har lyst til at holde ferie på den måde, og måske også lidt mere oplagt, hvis man bor tættere på USA, hvor de fleste feriesteder ligger.
Vi slap igennem - uden at have købt noget - og med et 100$ Marriot gavekort som kan bruges på at tage en nat mere på det her dejlige hotel.
Da vi returnerede fra Seaworld lå der en besked på vores telefonsvarer. Det var et attraktivt tilbud på at komme tilbage til dette dejlige hotel for meget små penge. Vi kunne få mere at vide i receptionen. Ok, det kunne der ikke ske det store ved. Det viste sig at være indgangen til en dialog om at få præsenteret muligheden for at blive medlem af Marriott vacation club. Dette indebar, at vi skulle bruge 2 timer på at se deres nærmeste resort (salgspræsentation) og det ville så udløse en gave på 100$.
Afsættet var klart - vi skal ikke købe lejlighed i Orlando, men det kunne ikke skade at bruge 2 timer på det, give hele familien den oplevelse at se, hvad det var for noget, og så oven i købet få en 100$ gave. Vi er åbne for indtryk, og det her ligende da et indtryk. Op fra morgenen og afsted kl 8. Vi blev fint modtaget og mødte Luis, som viste sig at være en helt fin sælger. Flot salgsintro og beskrivelse af projektet. Afsted i golfvogn fra dette businesscenter til resortet. Det var godt nok meget flot og i orden og helt klart høj klasse - og fortsat meget langt fra den ferieverden vi har erfaringer fra.
Retur til businesscenter hvor Luis gerne ville afslutte handlen. Vi måtte desværre sige til ham, at vi har det bedst med at sove på gode tilbud. Det kunne han knapt forstå, når nu tilbuddet var så fremragende. Det kan godt være, at det faktisk er et rigtigt godt tilbud, hvis man har lyst til at holde ferie på den måde, og måske også lidt mere oplagt, hvis man bor tættere på USA, hvor de fleste feriesteder ligger.
Vi slap igennem - uden at have købt noget - og med et 100$ Marriot gavekort som kan bruges på at tage en nat mere på det her dejlige hotel.
Seaworld all inclusive
Fredag d. 18. marts, Orlando - Residence Inn, 7.00
I går var en rigtig Orlando turist dag. Hele dagen i Seaworld, all-inclusive. Dvs. incl alt hvad vi kunne spise og drikke hele dagen. Afgang 9.30 og retur 19.30, og dermed var det meste af dagen gået. Vi var vist de eneste, der kom gående. På vejen derhen gik vi henover den gigantiske p-plads med plads til rigtig mange store biler. Seaworld var super flot og med flotte sjovs. Det er imponerende at se, hvordan de har kontakt med dyrene. Det fascinerer både store og små. Vejret var perfekt og antallet af gæster ganske udholdeligt.
Seaworld er den eneste temapark vi har planlagt at besøge. Her i familien er der udbredt enighed om at det valg er ok. Alle andre tager vist mindst til Disney og måske også et par andre parker. Vi er ikke i tvivl om at alle parkerne er meget i orden, med flotte parkanlæg, flotte sjovs, super service og en stor grad af eventyrland, der er lidt for langt væk fra virkeligeheden.
Vi bemærker og beundrer den venlighed og hensyntagen vi møder alle steder. Om det er servicepersonale, medtrafikanter eller medmennesker i almindelighed, møder vi udbredt venlighed. Når man står i kø tror jeg hellere de vil lade en komme foran i stedet for selv at mase sig frem. Det er i hvert fald en anden oplevelse end jeg husker fra Tivoli o.lign.
I går var en rigtig Orlando turist dag. Hele dagen i Seaworld, all-inclusive. Dvs. incl alt hvad vi kunne spise og drikke hele dagen. Afgang 9.30 og retur 19.30, og dermed var det meste af dagen gået. Vi var vist de eneste, der kom gående. På vejen derhen gik vi henover den gigantiske p-plads med plads til rigtig mange store biler. Seaworld var super flot og med flotte sjovs. Det er imponerende at se, hvordan de har kontakt med dyrene. Det fascinerer både store og små. Vejret var perfekt og antallet af gæster ganske udholdeligt.
Seaworld er den eneste temapark vi har planlagt at besøge. Her i familien er der udbredt enighed om at det valg er ok. Alle andre tager vist mindst til Disney og måske også et par andre parker. Vi er ikke i tvivl om at alle parkerne er meget i orden, med flotte parkanlæg, flotte sjovs, super service og en stor grad af eventyrland, der er lidt for langt væk fra virkeligeheden.
Vi bemærker og beundrer den venlighed og hensyntagen vi møder alle steder. Om det er servicepersonale, medtrafikanter eller medmennesker i almindelighed, møder vi udbredt venlighed. Når man står i kø tror jeg hellere de vil lade en komme foran i stedet for selv at mase sig frem. Det er i hvert fald en anden oplevelse end jeg husker fra Tivoli o.lign.
torsdag den 17. marts 2011
Seaworld
I dag har vi været i Seaworld. Det var rigtig spændende og der var delfiner, spækhuggere, søløver og en masse fisk og hajer. Vi startede med at være inde og se delfinerne og de lavede en hel masse kunster og sprang meget højt op i luften og lavede saltoer. Efter fokost var vi henne og se spæghuggerne. De havde lige fået en lille ny unge og det er meget sjældent at spækhuggere får unger i fangeskab men det er de gode til i Orlando. Efter det var vi henne og se søløvernes show som var rigtig sjovt. Jeg synes at det var rigtig sjovt. Jeg har lige været ude at bade og nu skal jeg i seng.
tirsdag den 15. marts 2011
Orlando
Idag startede vi med at stå op klokken fem på Islandsbrygge hos min faster. Vi tog med en taxa ud til lufthavnen klokken seks. Vi tog med flyveren klokken otte og vi var i New York klokken fem (dansk tid). Vi tog med flyveren til Orlando klokken syv og nu er jeg her i solskin og palmer. Nu er klokken ti i Danmark men kun fem her hos os. Om lidt skal jeg i poolen. Uh hvor jeg glæder mig
Florida
Omg, vi er i Florida. Og her kommer vi så i vores vinterjakker, mens alle andre har soltoppe og klipklapper. Det er for vildt, og det er slet ikke til at forestille sig, at i morges stod vi op kl. 5 i København, og nu- kl. kvart i 5(amerikansk tid), er vi i Orlando, OG vi har set New York!
mandag den 14. marts 2011
Klar til take-off....Astrid lidt før os andre
Islands Brygge 14. marts 2011 - 9 timer til take-off.
Vi er helt klar. Vores kære lille datter er som altid uden de store bekymringer. I eftermiddag skulle hun lige prøve fætter Marks nye fine cykel - uden cykelhjelm - og uden instruktion i at køre uden fodbremser. Når det så krydres med et par rigtig gode forbremser, der skulle testes i god fart, var Astrid altså lidt for tæt på take-off. Udover styret med hovedet forrest og tankerne fløj hurtigt til skadestuen og hvad så med afgangen i morgen tidlig...
Hun var ked af det. Hun har gennem livet øvet sig i at mønstre faldteknik. Det mestrede hun heldigvis i dag og hun er også klar til det rigtige take-off - lige om lidt.
Vi er helt klar. Vores kære lille datter er som altid uden de store bekymringer. I eftermiddag skulle hun lige prøve fætter Marks nye fine cykel - uden cykelhjelm - og uden instruktion i at køre uden fodbremser. Når det så krydres med et par rigtig gode forbremser, der skulle testes i god fart, var Astrid altså lidt for tæt på take-off. Udover styret med hovedet forrest og tankerne fløj hurtigt til skadestuen og hvad så med afgangen i morgen tidlig...
Hun var ked af det. Hun har gennem livet øvet sig i at mønstre faldteknik. Det mestrede hun heldigvis i dag og hun er også klar til det rigtige take-off - lige om lidt.
søndag den 13. marts 2011
Rigtig god start
Islands Brygge søndag 13. marts 2011 - god mavefornemmelse og lidt spændt…….
Lørdag var store pakke- og lukkeneddag. Det kan være opgaver, der udfordrer tålmodighed og stresstærskler hos de fleste i min familie. Det gik usigeligt smertefrit og ligger en god bund for overligger nr. 1 for de kommende par måneder – vi skal holde humøret oppe, snakke ordenligt til hinanden og have det godt med hinanden. Det har vi lovet at holde hinanden op på.
Huset blev lukket ned, telefoner og post erfaret omdirigeret til Thisted, skrivebordet ryddet, de gode naboer var til formiddagskaffe og fik tildelt opgaver (som de selv har budt ind med – og hvor vi håber, at vi engang kan få udlignet tjenesteregnskabet). Vi er ret fortrøstningsfulde om, at vi nåede hele vejen rundt med at slukke for strøm, justere varme og undgå at huset ser alt for ubeboet ud. Af mange hensyn håber jeg det snart bliver lunt forår i Danmark. Træpillefyret er et kært barn, der sikrer os fin varme, men det kræver lejlighedsvis lidt kærlig omsorg. Det skal derfor køre lidt endnu, og jeg håber ikke, at Torben får bøvl med det.
Det er efterhånden blevet en god vane for os at pakke let. Senest blev det lidt for let for mig, i det vi ikke fik min taske med til Alperne i uge 7. Det kostede 2 nye t-shirts, et par underbusker, 1 par skibukser, et par lånte skiunderbukser, genbrug af kontaktlinser og daglig tøjvask, men jeg fik da det hele med hjem igen. Denne gang skal vi pakke til lidt længere. Trods det er vi meget langt fra at opfylde bagagerestriktionerne hos Continental. Vi rejser med en stor kuffert på 18 og yderligere et styk håndbagage pr. snude – det er vist ikke så galt!! Vi må håbe at vejret arter sig som vi drømmer om..
Her er der så to dage i Staden til familiehygge og afpudsning af de sidste forberedelser inden vi letter tirsdag morgen kl. 8.
lørdag den 5. marts 2011
Jubii
Nu kan jeg bare ikke vente.. Der er kun 5 dage tilbage i skolen, før vi skal til USA! Og når man har fødselsdag, kommer de dage sikkert til at flyve afsted. Det bliver fedt med to måneder væk fra Danmark, og en masse fede og nye oplevelser. Det er vildt at tænke på, at om 11 dage er vi i Florida, og har to måneder foran os i USA... Yaaai!
fredag den 4. marts 2011
Can't wait
Åh, hvor jeg virkelig glæder mig - så meget at jeg ikke rigtigt kan tage mig sammen til at få ordnet det, som dagsordenen ellers lyder på. Jeg kan ikke vente til at skulle hæve mig op i helikopteren - eller jo i første omgang flyet - og at vi nu som familie for et par måneder skal lægge afstand til en fortravlet hverdag med alle dens pligter, forventninger og latent dårlige samvittighed. Jeg tror, det bliver rigtigt sundt for os med denne lille pause. Det gode ved at komme op i helikopteren er jo også, at det bliver lidt lettere at få øje på alt det, som vi er glade for. Det tror jeg jo også er meget sundt..
Har lige bestilt en gammel film "Thelma og Louise", som handler om et par veninder, der også skal på tur. Selvom den ender ret voldsomt og definitivt er det en sjov, glad og livsbekræftende film, som jeg kan anbefale... Filmen skal måske vises til Ane's forestående fødselsdags- afskeds- og temafest for skoleveninderne. Jeg har lige været ude at købe amerkanske flag, James Dean servietter m.v. og kød til hjemmelavede burgere. Festen næste fredag bliver sidste punkt inden vi lørdag tager til København.. Før det skal vi i ugens løb lige holde fødselsdag, hygge og sige farvel til nogle venner og familien i det jyske.
Måske skal jeg til at lave en liste med det jeg skal nå??
Måske skal jeg til at lave en liste med det jeg skal nå??
Abonner på:
Opslag (Atom)